Syv bevisgrunde mod treenighedslæren 

   Efter flere års bibelstudium mener jeg, at treenighedsdogmet er i modstrid med syv grundprincipper for bibelsk fortolkning. Disse grundsætninger - eller selvindlysende sandheder - er følgende: 

For at være sand må en fortolkning af et skriftsted eller en lærdom nødvendigvis være i harmoni med:                         

1)  sig selv                                                                                                                                    2)  ethvert skriftsted i Bibelen                                                                                                         3)  enhver bibelsk lærdom                                                                                                                4)  Guds karakter                                                                                                                              5)  genløsningen                                                                                                                               6)  kendsgerninger                                                                                                                         7)  Bibelens bestemmelse, dvs., at herliggøre Gud JHVH som den Højeste, ære Kristus som Guds viceregent og talerør og bidrage til udarbejdelsen af Guds plan for menigheden og verden. 

Hvis en fortolkning eller lærdom er i samklang med alle disse syv grundsætninger, giver den os et bevis på, at den er sand – men hvis den på nogen måde støder an mod nogen af disse, er det for os et bevis på, at den er falsk. Treenighedslæren støder kraftigt an imod enhver af disse syv grundsætninger, og det er derfor indlysende, at den er falsk. Lad os nu prøve at sammenligne treenighedslæren med de syv grundsætninger eller selvindlysende sandheder.

1) Den er selvmodsigende:  3x1=1; 1=3 og 3=1 – ethvert klarttænkende menneske ved, at dette er urigtigt.  

2) Den modsiger mange skriftsteder, f.eks.:  

a) De skriftsteder der lærer, at Faderen, i modsætning til alle andre, alene er Gud den Højeste. 

”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” (Joh 17:3) 

”... der kun er én Gud... Men for os er der kun én Gud, Faderen...”              (1 Kor 8:4-6) 

”Men Jahveh er den sande Gud, han er den levende Gud og den evige konge.” (Jer 10:10) 

Disse skriftsteder stiller Faderen og Sønnen i modsætning til hinanden, idet de kalder Faderen alene den eneste Gud og derfor indbefatter, at han alene er Gud den Højeste. Her henhører de skriftsteder, der lærer Faderens enestående overhøjhed: 

”Faderen er større end jeg (Jesus).” (Joh 14:28) 

”Men I tilhører Kristus, og Kristus Gud.” (1 Kor 3:23) 

”Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud.” (1 Kor 11:3) 

”Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.” (1 Kor 15:28) 

”Jeg er Jahveh, det er mit navn! Jeg giver ikke min ære til nogen anden eller min pris til gudebillederne.” (Es 42:8) 

”Til de forstår, at du alene – Jahveh er dit navn – er den Højeste over hele jorden.” (Sl 83:19) 

Alle disse skriftsteder lærer Faderens forrang frem for Sønnen (Jesus), der næst efter Gud Jahveh er det højeste væsen i universet, men Gud, hans fader, må nødvendigvis udelukkende indtage stillingen som den Højeste. 

b) Alle de skriftsteder, som omhandler Guds enhed, omtaler ham kun som én person eller ét væsen – ingen skriftsteder omtaler ham, som om han var tre personer i ét væsen.

”Hør, Israel! Jahveh vor Gud, Jahveh er én.” (5 Mos 6:4) 

”Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” (Mark 12:29) 

”... Men Gud er én.” (Gal 3:20) 

”... og at der kun er én Gud.” (1 Kor 8:4) 

”Men for os er der kun én Gud, Faderen...” (1 Kor 8:6) 

”Du tror, at Gud er én; det gør du ret i...” (Jakob 2:19) 

”For der er én Gud...” (1 Tim 2:5) 

”så sandt som Gud er én...” (Rom 3:30) 

”én Gud og alles fader...” (Ef 4:6) 

Disse skriftsteder lærer på det udtrykkeligste, at der kun er én Gud, og hverken disse eller nogen andre skriftsteder giver selv i allerringeste grad den forståelse, at der er tre personer i den ene Gud. 

c) Guds navn på hebraisk, , JHVH, udtalt JAHVEH eller JEHOVAH, står 6823 gange i de hebraiske skrifter. I den forrige danske oversættelse af GT (d.aut.1931) brugte man at skrive HERREN alle de steder, hvor der i de hebraiske skrifter står , altså JAHVEH. I den ny (d.aut.1992) skriver man Herren, når det er Guds navn , der står i grundteksten og ”herren” med lille h, når der står adonaj, herre. 

Treenighedslæren modsiger den kendsgerning, at Bibelen skelner tydeligt mellem Gud den Højeste, Jahveh, og hans søn, Jesus. Salme 110:1 viser med tydelighed, at Jesus ikke er Jahveh:

”Herren (Jahveh i det hebraiske) sagde til min (Davids) herre (adonaj, ikke Jahveh i det hebraiske): »Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder«.”

Her skelnes de klart fra hinanden, og der vises, at vor Herre (Jesus) ikke er Jahveh (Faderen). 

Esajas kapitel 42, vers 8, viser også, at det er Gud den Højeste, der hedder Jahveh, men der vises også i vers 6, at han som Jahveh ikke er Jesus, der her fremstilles som kaldet, taget ved hånden af Jahveh og gjort til et lys for folkene: 

”Jeg, Jahveh, har kaldt dig (Jesus) i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden. Jeg (Jahveh) danner dig (Jesus) og gør dig til en pagt med folket, til et lys for folkene.” 

Mange andre skriftsteder skelner Jesus fra Jahveh, som f.eks.:  

”Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham (Jesus) har jeg (Jahveh) fundet velbehag.” (Es 42:1)

Jesus er Jahvehs tjener, ikke JAHVEH selv. 

”Jeg vil forkynde, hvad Jahveh har bestemt: Han sagde til mig: Du er min søn, jeg har født dig i dag.” (Sl 2:7)

Jesus er Jahvehs søn, ikke Jahveh selv. 

I denne del af vort emne har jeg bevist, at treenighedslæren nødvendigvis må være falsk, eftersom den modsiger den anden grundsætning for bibelsk fortolkning, dvs., at en lære nødvendigvis må være i samklang med alle skriftsteder for at være sand. 

3) Treenighedslæren modsiger talrige bibellærdomme, hvilket er et brud på den tredje selvindlysende betingelse for bibelfortolkning. Vi har allerede set dette med hensyn til Guds enhed og læren om Guds søns underordnede stilling, for treenighedslæren hævder hans ligestilling med Faderen. Den modsiger også læren om, at Kristus er den førstefødte af alle Guds skabninger (Kol 1:15), idet den hævder, at Sønnen er fra evighed ligesom Faderen. Den modsiger også Bibelens lære om, at Kristus, ved at udtømme sig for sin førmenneskelige natur, blev kød, dvs. læren om Kristi inkarnation eller om, at han blev menneske (Joh 1:14. Fil 2:6-7. 2 Kor 8:9. Hebr 2:9,14,16). Den modsiger alle Kristi embedsfunktioner, eftersom han i dem har handlet og endnu handler som Guds redskab eller befuldmægtigede og ikke som hans ligestillede. Den modsiger Den hellige Ånds natur og tjeneste. Den modsiger skabelsesværket, eftersom den benægter, at Kristus virkede heri for Faderen. Den modsiger genløsningen, for hvis treenighedslæren var sand, måtte en eller anden uden for treenigheden nødvendigvis have været genløseren, eftersom retfærdigheden, ifølge treenighedslærens teori, måtte være fyldestgjort, før den ville handle med mennesket, følgelig måtte en eller anden udenfor have været nødt til at bringe genløsningsfortjenesten til treenigheden for at tilfredsstille dens retfærdighed. Den modsiger ligeledes genløsningen fra et andet standpunkt, for et medlem af treenigheden kunne ikke dø, og kunne følgelig ikke tilvejebringe genløsningen. Ej heller kunne et væsen som den anden person i treenigheden tilvejebringe det nøjagtige vederlag for Adams gæld, eftersom et guddommeligt væsen ikke svarer til et fuldkomment menneskeligt væsen i værdi.  

Treenighedslæren gør ikke alene vold på lærdommene om skabelsen og genløsningen som udøvet af et Guds redskab og ikke af Gud selv, men den modsiger af samme grund Bibelens lærdomme om forsynsledelse, åbenbarelse, belæring, retfærdiggørelse, helliggørelse og forløsning, der alle fremstilles i Bibelen som udført for Gud af en repræsentant eller befuldmægtiget (1 Kor 1:30; 8:6). Ja, det er i sandhed vanskeligt at påpege nogen bibellærdom, som treenighedslæren ikke støder an imod på en eller anden måde. Derfor kan den selvfølgelig ikke være en bibelsk lære.  

4) Treenighedslæren er falsk, fordi den modsiger Guds karakter og på denne måde bryder den fjerde grundsætning eller selvindlysende forudsætning for bibelsk fortolkning – at en lære eller skriftmæssig fortolkning for at være sand må være i harmoni med Guds karakter, eftersom Bibelens lærdomme er en udstrømning af Guds karakter. En hvilken som helst lære, der modsiger denne karakter, må nødvendigvis være falsk. I Guds karakter blandes i fuldkommen harmoni hans visdom, retfærdighed, kærlighed og magt. Eftersom Guds væsen og karakter er harmoniske, må enhver lære, der indfører en uoverensstemmelse her, nødvendigvis være falsk. Men dette er netop, hvad treenighedslæren gør, for den degraderer Gud, der er den højeste i enhver af sine væsens- og karakteregenskaber, til ligestillethed med Kristus, en af Guds underordnede – eller for at fremsætte det på en anden måde, den ophøjer Guds søn, der er Guds undergivne, til ligestillethed med Gud i alle hans væsens- og karakteregenskaber. Treenighedslæren, der gør dette, må derfor være falsk og kan ikke være en bibelsk lære. 

At Sønnen (Jesus) i enhver henseende er Faderen (Jahveh) underlegen fremgår tydeligt af Joh 5:19 og 10:29: 

”Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre...”  

”Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd.” (d.aut.1948) 

At Sønnen er Faderen underlegen i kundskab er åbenbart fra Mark 13:32 og ApG 1:7: 

”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen.” 

”Han svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.” 

At Sønnen er Faderen underlegen i magt vises ved den omstændighed, at hans magt er som Guds viceregent, hvilket ses i Joh 5:22, 30 og Matt 28:18: 

”Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen.” 

”Og han (Faderen) har givet ham (Sønnen) magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.” 

”Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” 

Treenighedslæren er derfor falsk, eftersom den gør Sønnen til Faderens ligestillede i disse så vel som i andre egenskaber. Ingen skabning kan være Skaberens ligestillede, og Sønnen er en af Faderens skabninger (Ord 8:22. Kol 1:15. Åb 3:14, se d.aut.1907). Jesus kan derfor ikke i nogen henseende være ligestillet med Gud, skønt han er så mægtig, som det er muligt for en Guds skabning at blive. 

5) Treenighedslæren er falsk, fordi den modsiger genløsningen. Genløsningslæren er denne: Mennesket Jesus er den tilsvarende pris (løsesum) for Adam og Adams slægt, fordømt i hans lænder (Matt 20:28. 1 Tim 2:6). Denne lære er centret i Guds plan. Den betinger enhver bibelsk lære og bestemmer plads og funktion for enhver i Guds plan, ligesom den også er støtte for dem alle. Enhver lære, som modsiger den, kan derfor ikke være sand. Treenighedslæren modsiger den, hvilket jeg skal vise dig.  

Treenighedslæren umuliggør, at Kristus kunne blive en genløsning – en tilsvarende pris, en løsesum, der i værdi var lig med Adams værdi som et fuldkomment menneske – fordi den gør ham til et Gud-menneske, som nødvendigvis må være lige så meget mere værdifuld end det fuldkomne menneske, som Gud er. Et Gud-menneske var altså mere end den tilsvarende pris. Guds retfærdighed måtte lige så meget forbyde at modtage mere end den tilsvarende pris, som den måtte forbyde at modtage mindre end den tilsvarende pris. 

Treenighedslæren umuliggør genløsningen ud fra det standpunkt, at den i virkeligheden gør Kristi død umulig, for treenighedsdogmet lærer, at Kristus som Gud-menneske havde to naturer, en guddommelig og en menneskelig (noget som i virkeligheden gør ham til en bastard), og at Gud-menneskets personlighed var hans guddommelige naturs og ikke hans menneskenaturs. Dette lærer den for at slippe uden om den tanke, at Gud-mennesket er to personer og for at fastholde tanken om, at han kun en én person, ét væsen. Dette gør det umuligt for den person at være gået i døden, eftersom Gud ikke kan dø! (1 Tim 6:16). Treenighedslæren umuliggør derfor genløsningen, dvs., at en fuldkommen menneskelig person døde for den fuldkomne menneskelige person, Adam. Vi indser altså, at treenighedslæren gør det umuligt for Kristus at blive genløsningen så vel som at give genløsningen. Men treenighedslæren gør det også umuligt for Kristus at give genløsningen ud fra et andet standpunkt, for hvis Gud er en treenig Gud, må nødvendigvis den hele treenigheds retfærdighed fyldestgøres og ikke kun en del af den. Som en del af den treenige Gud måtte Sønnen derfor have sin retfærdighed fyldestgjort eller tilfredsstillet, ligesom de to andre i Guddommen måtte have deres retfærdighed tilfredsstillet. Jesus kunne følgelig ikke give genløsningsprisen, han måtte modtage den. Genløseren måtte derfor have været en eller anden person uden for treenigheden. Dette punkt viser, at genløsningsprisen således ikke kunne modtages, eftersom den ikke kunne tilfredsstille den hele Guddom, og det beviser også, at et medlem af treenigheden ikke kunne bringe den. Det er altså helt klart, at treenighedslæren ud fra mange standpunkter er i den voldsomste modstrid med genløsningen. Den kan derfor ikke være en sand bibellærdom. 

6) Treenighedslæren må være falsk, fordi den er i modstrid med kendsgerninger, for enhver lære, der er i modstrid med kendsgerninger, må nødvendigvis være falsk. Nogle af de kendsgerninger, som treenighedslæren modsiger, er følgende: 

Faderens enestående, fortidige evighed, hans overhøjhed gennem alle tider, Sønnens stilling som al skabnings førstefødte, hans begyndelse, hans underlegenhed i alle væsens- og karakteregenskaber i sammenligning med Faderen, hans stilling som Guds befuldmægtigede og talerør i skabelse, forsynsledelse, åbenbaring, belæring, retfærdiggørelse, helliggørelse og forløsning for menigheden og verden, hans menneskebliven, udvikling som et fuldkomment, menneskeligt væsen og ny skabning, hans lidelse, hans fristelse, hans prøve for liv, hans død, hans forbliven i døden i tre dage, hans opstandelse og udøvelsen af hans stilling som formidler imellem Gud og mennesker. Den er i modstrid med enhver kendsgerning angående menigheden og verden, der gennem Sønnen erfarer de særskilte frelses-processer.  Med et ord, treenighedslæren er i voldsom konflikt med næsten enhver kendsgerning i udfoldelsen af Guds plan. 

7) Endelig: Treenighedslæren er falsk, fordi den er i modstrid med den syvende grundsætning for enhver fortolkning eller læres sandhed. Den syvende selvindlysende betingelse er denne: For at være sand må enhver fortolkning eller lære være i harmoni med Bibelens bestemmelse, nemlig: (1) at herliggøre Gud Jahveh som den Højeste; (2) at ære Kristus som Guds befuldmægtigede og talerør og (3) at iværksætte Guds planer angående menigheden og verden.  

Når Bibelens formål er virkeliggjort, vil det resultere i, at der bliver sagt: ”Ære være Gud i det højeste” (Luk 2:14. Åb 15:3-4. 1 Kor 15:28). Det vil også resultere i, at der vises Sønnen den højeste ære næst efter Faderen (Joh 5:23). Udtrykket ”ligesom de ærer Faderen” betyder ikke, at Sønnen skal æres i samme grad, men i virkeligheden ligesom Faderen, fordi han er Faderens viceregent. At det ikke betyder, at der skal vises Sønnen lige så stor ære som Faderen, kan ses fra nogle af de følgende skriftsteder: Fil 2:9-11. 1 Kor 15:27-28. Åb 22:8-9. Endelig vil det også resultere i udviklingen og udfrielsen af de trofaste udvalgte og de trofaste ikke-udvalgte fra verden.

Treenighedslæren umuliggør det første af disse to formål, for den lader to andre deltage ligeligt med Gud i den ære for overhøjhed, der vil blive erkendt og ydet af alle de frelste. Og treenighedslæren gør det umuligt at virkeliggøre det andet af disse to formål, for den benægter Sønnens embede som Guds viceregent af den grund, at han påstås at være Gud selv, den anden person i Gud og følgelig ikke Guds viceregent, men en del af Gud.  

Den umuliggør Bibelens tredje formål, for ved at tilsidesætte genløsningen og umuliggøre Kristi embeder som frelser, kan der ingen mulighed være for virkeliggørelsen af Bibelens tredje formål: Udviklingen og udfrielsen af den trofaste, udvalgte menighed og de trofaste ikke-udvalgte af verden. Treenighedslæren er derfor falsk.

Jeg ser, at treenighedslæren har ethvert kendetegn på dæmonisk oprindelse. (1 Tim 4:1) Ved den forsøgte dæmonerne at forklejne Gud ved at gøre en af hans underordnede til hans lige. Ved den forsøgte de at bedrøve vor Herre, der er så trofast mod Faderen, at det bedrøver ham at blive udgivet som Faderen, som Gud den Højeste selv. Ved den forsøgte de at formørke Guds plan og få den til at synes ufornuftig, selvmodsigende og uforsvarlig. Ved den forsøgte de at få Bibelen til at vise sig som en bog, der indeholder meningsløsheder og det rene nonsens. Ved den forsøgte de at forstyrre de helliges sind og mere eller mindre fordærve deres hjerter ved at gøre det umuligt at tilbede og ære Gud på en værdsættende og forstandig måde. Ved den forsøgte de at gøre dens antagere modtagelige for præstebedrag og dermed følgende fornedrelse. Ved den forsøgte de at gøre tænkende mennesker til vantro, idet de blev bedraget af kirkens præster til at tro, at Bibelen lærer noget sådant. Og sidst, men ikke mindst, forsøgte de vildledende ånder at berøve Jahveh hans overhøjhed og den højeste ærefrygt og tilbedelse i folkets følelser, og de fik de kristne til at tilbede Jesus, en skabning, i stedet for Skaberen, Jahveh, og dette lykkedes for dæmonerne på trods af, at de kristne klart og tydeligt kunne læse i Skriften, at Jesus sagde:

”Vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Jahveh din Gud og tjene ham alene.” (Matt 4:10) 

Disse frygtelige formål, der er nært beslægtet med treenighedslærens natur og virkninger, beviser, at den er af dæmonisk oprindelse. Den er derfor kun endnu en løgn fra løgnens fader (Joh 8:44), og skal derfor forkastes som en sådan – for har man en gang indset en vildfarelse, så skal man forkaste den.