To slags frelse

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3:16)

”… Kristus har elsket menigheden og givet sig hen for den… for at føre menigheden frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri.” (Ef 5:25-27)

Nogle tager kun hensyn til det første skriftsted, og tror derfor, at Guds plan kun går ud på at redde menneskeslægten fra synd og død ved troen på Jesus, og føre den til retfærdighed og evigt liv i den nærværende tid. De, som nærer denne anskuelse kommer i stor vildrede, når man spørger, om der er håb for de ikke-frelste døde, fordi det må indrømmes, at forholdsvis lidt er blevet og stadig bliver udrettet for menneskenes genoprettelse. Mange millioner mennesker er døde, og dør stadigvæk i dag, uden kundskab om den sande Gud og Jesus. For selv at kunne have nogen som helst tillid til denne teori, er de, som hylder den, nødt til i høj grad at sænke deres målestok med hensyn til Guds frelsesplan.  

Den anden anskuelsesmåde er, kort fortalt, at Gud aldrig har haft til hensigt at frelse verden, men kun menigheden - de som er ”udvalgt” efter Guds forudbestemmelse. De, som hylder denne teori, er også i stor vildrede, fordi det synes ufatteligt, at Gud ikke skulle have gjort nogen foranstaltning for milliarder af Adams slægt, men ordnet det sådan, at de skulle blive født i synd og siden blive pint i et bogstaveligt helvede, uden at have tilegnet sig en klar forståelse af Gud og hans hensigter og vilje. Skulle en retfærdig Gud planlægge sådan nogle uretfærdigheder? Nej, begge disse teorier er fejlagtige og ubibelske!  

Bibelen taler om to slags frelse - helt og holdent forskellige. En frelse til det åndelige himmelske plan, og en frelse til det kødelige jordiske plan. Frelsen til det åndelige plan blev først omtalt af vor Herre Jesus og hans apostle. Den jordiske frelse, især nationen Israels frelse, blev omtalt af alle profeterne før Jesus.  

Skriften erklærer, at Gud - inden han vil frelse nationen Israel og alle folkeslagene (verden) - først vil skaffe sig et folk ud af folkeslagene, og de skal være hans tjenere, præster og konger. Derefter vil han vende tilbage for at genopbygge kongeriget Israel (Davids faldne hytte), sådan at ”de øvrige mennesker” (folkeslagene) kan søge Herren:

”Du (Jesus) er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud ud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag og gjorde dem til et kongeligt folk og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden.” (Åb 5:9-10, citeret efter grundteksten)

”Derefter så jeg, og se, der var en stor folkeskare, som ingen kunne tælle,

ud af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne.” (Åb 7:9, citeret efter grundteksten)

”Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn. Hermed stemmer også profeternes ord, således som der står skrevet: ’Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte, og dens ruiner vil jeg atter opbygge og rejse den igen, for at også de øvrige mennesker skal søge Herren, alle hedningerne, over hvilke mit navn er nævnet, siger Herren, der skal gøre dette.” (ApG 15:14-17, d.aut.1948)

De ”øvrige mennesker” er folkeslagene, som er tilbage, efter at Gud har taget et folk ud af dem. Når Gud er færdig med at udtage sit folk, så vil de ”øvrige mennesker” få lov til at søge Herren, ikke før. Altså er der håb for de ikke-frelste døde; de vil blive oprejst fra graven (Joh 5:28-29), når Jesus vender tilbage for at genopbygge ”Davids faldne hytte”, og så skal de få lov til at søge Herren. 

Det folk, som Gud tager ud af folkeslagene, er Guds børn, og de er en udvalgt slægt og et helligt folk – et kongeligt præsteskab, der skal forkynde om Gud og være konger og præster på jorden:

”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk...” (1 Pet 2:9-10)

”Du (Jesus) er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud ud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag og gjorde dem til et kongeligt folk og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden.” (Åb 5:9-10)

Guds børns frelse og folkeslagenes frelse er to slags frelse af vidt forskellig art, og virker på forskellig måde. Guds børns frelse betyder ikke blot frelse fra synd og død, men den betyder evigt liv på det himmelske eller åndelige tilværelsesplan, i modsætning til det jordiske eller menneskelige plan af ”kød og blod”. Skriften erklærer, at Guds børns frelse ligger gemt i himlene, og at deres borgerskab er i himlene:

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.” (1 Pet 1:3-5)

”Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.” (Fil 3:20-21)

Således erklærer Skriften, at arven til den menighed, som ved Guds magt ved troen bevares til frelse, er uforgængelig, ukrænkelig, uvisnelig og ligger gemt i himlene. Skriften taler også om, at Guds børn skal fødes af ånden, dvs., at de skal blive til åndevæsener, for ”kød og blod” kan ikke arve Guds rige:

”Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige... Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af ånden.” (Joh 3:3,6-8)

”Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun...” (1 Kor 15:50-52)

Endvidere siger Skriften, at Guds børn ved en forvandling skal blive delagtige i den guddommelige natur, dvs. blive lig deres Herre og genløser, som nu er en mægtig åndeskabning på det himmelske plan:

”Og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur.” (2 Pet 1:4)

”Han (Jesus) skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.” (Fil 3:21)

”Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.” (1 Kor 15:48-49)

Verdens frelse, som siden vil følge, vil være helt forskellig fra denne. Den vil ikke indbefatte en forvandling fra jordisk til åndelig natur. Den vil betyde redning fra synd og død og genoprettelse til den jordiske fuldkommenhed, som det første menneske, Adam, havde, idet han blev skabt i sin skabers billede og var omgivet af alle de goder, som var nødvendige for at han skulle have det godt. Den menneskelige fuldkommenhed og hjemmet i Edens have tabtes ved ulydighed mod Gud. Nu har Gud Jahveh ordnet det således, at fortjenesten ved Jesu lydighed indtil døden, når den til sidst bliver regnet menneskeheden til gode, helt og fuldt skal udslette den over mennesket hvilende dødsdom.  

Og Gud har lovet, at det samme syndoffer skal besegle en ny pagt mellem ham og menneskeslægten. Når Jesus vender tilbage til jorden, da vil de velsignelser og goder, som denne nye pagt skal bringe, straks begynde at komme menneskene til gode. Den store genløser, Jesus Kristus, vil fra da af være denne nye pagts store mellemmand. Hele menneskeslægten vil komme til at stå helt og holdent under hans overopsyn og styring, for at de må kunne blive velsignet, retledet i retfærdighed, udfriet fra synd og død og gradvis ført tilbage til alt det, som tabtes i Edens have. Alt dette indgik i den store skabers hensigt, og alt dette vil blive gennemført ved Jesus, for dette blev urokkeligt sikret ved hans død på Golgata.

Idet apostel Peter peger fremad mod denne herlige tid, da hele verden skal velsignes, taler han om ”genoprettelsestiderne”:

”Så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus; han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund.” (ApG 3:20-21, d.aut.1992)

Peter fortæller os, at alle de hellige profeter skildrede de velsignelser, som skulle komme under disse genoprettelsestider – i de tusind år, som starter når Jesus vender tilbage til jorden. Peters ord bekræfter til fulde de guddommelige profetier, som beskriver de vidunderlige tider, der skal komme, når folkeslagene skal smede deres sværd om til plovjern - når de ikke mere skal oplæres til krig. Den tid, hvor ulven skal bo sammen med lammet, og hvor løven græsser sammen med kalven. Den tid, hvor de døde, som ligger i jorden, skal vågne og juble. Den tid, hvor der ikke længere er børn, der dør som spæde, og hvor mennesker skal bygge huse og bo i dem og plante vingårde og nyde deres frugt. (Es 2:4; 11:6-9; 26:19; 65:20-23)

Men den herligste forvandling er den, som vil finde sted i menneskeslægten. Jahveh har lovet at give folkene kundskab om sandheden, jorden skal blive fyldt med kundskab om Jahveh i stedet for den falske religion som nu fylder hele jorden. Han har lovet, at han vil kaste Satan i afgrunden og sætte lås og segl for ham i tusind år, for at han ikke skal forføre folkeslagene, før de tusind år er omme. Han har lovet, at da skal de blindes øjne åbnes og de døves ører lukkes op. (Es 11:9. Hab 2:14. Åb 20:1-3. Es 35:5)

De to slags frelse er ifølge Bibelen frugten af Jesu død i lydighed mod Guds vilje, idet han ”Led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud.” (1 Pet 3:18). Skriften viser tydeligt, at der ikke alene  er to slags frelse, men at der også  er to dele i genløserens gerning, idet der er gjort tydelig forskel imellem hans gerning for menigheden og hans gerning for verden. Ved hans død har Gud sørget for en almindelig frelse fra synd for hele verden, og en særskilt frelse for menigheden.

”Han (Jesus) er et sonoffer for vore (menighedens) synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.” (1 Joh 2:2)

Jesu død udgjorde den fyldestgørende betaling. Genløseren anvendte denne fortjeneste for menighedens synder, ”vore synder”, for snart 2000 år siden. Verden har endnu ikke modtaget sin del af denne lovede velsignelse. Men gennemførelsen af Guds frelsesplan går sin sikre gang. Derfor vil verden få sin del, når Jesus vender tilbage til jorden. 

Guds børn er ikke blevet draget og kaldet, fordi de havde nogen menneskelig fuldkommenhed, for alle er syndere, og ingen er fuldkommen. De, som nu modtager Faderens kald, bliver af ham antaget som værende i den rette hjertetilstand, hvilken tilstand - hvis de havde fuldkomne legemer - ville gøre dem til fuldkomne mennesker. Med andre ord: De mennesker, som Gud kalder, har sindsegenskaber, som, hvis de får mulighed for at lære sandheden at kende, vil vise, at nogle blandt dem er rene af hjertet og ønsker at bære frugt, og derfor er sådanne, som Faderen ønsker at adoptere som sine himmelske børn. Men de udvælger ikke sig selv, Gud udvælger dem (2 Thess 2:13-14).

Forskellige betingelser for frelse 

Selvfølgelig er der forskellige vilkår eller betingelser for disse forskellige slags frelse. Hvad Gud fordrede af Adam, for at han kunne få lov til at leve evigt og altid nyde Guds gunst, bo i sit paradishjem osv., var, at han skulle adlyde Guds bud. Det var hans overtrædelse af Guds bud, som påførte ham dødsdommen – ”døende skal du dø” – tilligemed alt, hvad denne dom indbefattede for ham og hans efterkommere af mentalt, moralsk og legemligt forfald, sygdom og svaghed. De fordringer, som Gud vil stille til menneskeslægten i de tusind år, vil ligeledes være, at de skal adlyde Guds retfærdige, rimelige love og forskrifter. Jo mere lydighed man da viser, desto hurtigere vil man komme fremad på fuldkommenhedens vej og opnå fuldkommenheden ved vejens ende. Alle, som nægter at lyde efter bedste evne, vil være ude af stand til at gøre fremskridt og vil til sidst dø den anden død, fra hvilken der ikke vil blive nogen genløsning eller opstandelse. 

Den lydighed, som vil blive krævet af menneskeslægten i de tusind år, vil indbefatte menneskenes medvirken i retning af at modarbejde deres iboende svagheder. Den vil videre indbefatte, at de skal øve kærlighed, tålmodighed og venlighed mod deres medskabninger. De må lære helt og fuldt at lyde den guddommelige lov om at elske Gud Jahveh af hele sit hjerte, sjæl, sind og styrke og sin næste som sig selv. Når de vender om og kommer til at indse deres tidligere synder og egne svagheder og bestræber sig for at besejre dem, mens de beder Guds mellemmand, Jesus, om tilgivelse, vil de være tvunget til at følge den guddommelige forskrift om at vise den samme barmhjertighed og overbærenhed mod andre, som de ønsker for sig selv.

Det er klart, at de betingelser, som er opstillet for menighedens frelse, er ganske forskellige fra dem, som vil gælde for verden. Guds børn er ved guddommelig indbydelse fra Faderen blevet kaldet ud fra verden for at udvise tro på Gud og Jesus, og for at bære frugt i dette liv og i denne tidsalder – de vil blive bedømt i dette liv på deres gerninger, og hvis de bevarer deres tro indtil døden, vil de blive oprejst i den første opstandelse, hvor de vil få del med Jesus i hans magt og herlighed for at velsigne, genoprette og frelse verden. Det er altså ikke for intet, at Jesus gjorde opmærksom på, at de kristne skulle bære frugt i denne tidsalder (Åb 2:10-11; 20:6. Joh 15:1-2, 8).  

Bibelen taler altså om to slags frelse, helt og holdent forskellige. En frelse til det åndelige himmelske plan, og en frelse til det kødelige jordiske plan. En rigtig forståelse af dette emne bevirker, at man bedre kan se storheden i Guds frelsesplan, og at man bedre kan forstå, når Bibelen taler om, at det er Guds vilje, at mennesker skal leve på jorden, men samtidig også taler om, at mennesker skal arve den himmelske natur.