Treenigheden i Historiens lys

   Når jeg er sammen med andre troende, er der så meget, vi kan være fælles om; og vi kan normalt blive enige om, at kun Bibelens udsagn har værdi. Alligevel ender det med, at jeg bliver mismodig bagefter, for jeg kan ikke – hvor meget jeg end viser god vilje og grunder over Bibelens ord – se, at Bibelens Gud er en treenig Gud.

Derfor besluttede jeg mig til at undersøge, hvad de allerførste kristne troede – jeg læste, hvad jeg kunne få fat i fra den tid: De apostolske fædre, de romerske historieskrivere Tacitus og Josefus (som i øvrigt var jøde) samt forskellige kirkehistorier. Jeg fandt ud af, at de allerførste kristne hovedsagelig var jøder, der var blevet kristne, og deres største problem var, at de ikke rigtigt kunne slippe Moseloven og tage imod nåden i Kristus Jesus; det var meget svært for dem at forstå, at de efter Kristi død ikke længere var underlagt Moseloven. Men de mente, at Gud var én, og denne opfattelse deler jeg. Samtidig med at flere og flere hedninger (ikke jøder) blev kristne, sneg der sig lidt efter lidt alt muligt menneskeskabt tankespind ind i den tro, som var blevet overleveret af apostlene, og det var som regel påvirket af græsk filosofi og videnskab. Man lod sig bl.a. inspirere af Platon, og man lod sig besnære af teorien om en dybere erkendelse, Gnosis, og man så efterhånden ned på den enfoldigt troende.

I Kol 2:8 advarer Paulus:

”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus.” 

Men det skulle vise sig, at dette græske tankespind efterhånden skulle fange de kristne.

Det er interessant at lægge mærke til, hvordan nogle i begyndelsen kæmpede imod - f.eks. skrev Irenæus, biskop af Lyon, år 178 e.Kr. et værk i fem bøger: ”Gendrivelse og Kuldkastelse af den falske Gnosis”. Imod de selvopfundne lærdomme fastholdt han troens overlevering fra apostlene som sandhedens regel og rettesnor. 

Omkring år 190 og fremefter begynder Tertullian, kirkelærer i Karthago, at vække opmærksomhed omkring sig. Han er den første, der bruger ordet TRINITAS. I det hele taget havde Tertullian stor indflydelse på dogmeudviklingen; han skabte tankeformer, som blev udgangspunkt for senere spekulationer – og efterhånden opstod et udtryk: kristelig gnosticisme. Selv om Tertullian holdt på, at sandheden var noget ovenfra givet, indeholdt i kirkens ”ene, urokkelige og uforanderlige tro”, som den har fra apostlene og de igen fra Kristus, fører hans spekulationer væk fra den enfoldige tro og baner vejen for yderligere ”dybsindig” spekulation. 

En anden kendt teolog fra tiden omkring år 200, Klemens af Alexandria, skelner mellem dem, der kun har tro, og dem, der har hævet sig til Gnosis. Men han hævder bestemt, at de sidstnævnte ikke kan skyde tro til side. Det vigtigste er den enfoldige, kristne tro. Viljen var god nok, men de spekulerede og filosoferede alle og blev også påvirket af den tids visdom (græsk filosofi og gnosis). 

En af Klemens’ disciple, Origenes, lærer ved kateketskolen i Alexandria (født 185, død 254) skrev et værk ”Om Grundsandhederne”. I dette værk søger han at hæve sine læsere fra den jævne, enfoldige tro til den sande erkendelse, og han siger bl.a.: ”Faderen har været Fader fra evighed af og avler Sønnen ved en indre fri nødvendighed. Hellig ånden er Faderens første skabning ved Sønnen.” At Faderen har avlet Sønnen ved en indre fri nødvendighed, og at Hellig ånden er Faderens første skabning ved Sønnen, står ikke nogen steder i Bibelen. Læg mærke til, hvordan menneskers tankespind og hedensk filosofi lige så stille har sneget sig ind i kristendommen. Man er kommet væk fra Jesu og apostlenes rene lære, som den står i Bibelen, og det er blevet filosofi og kosmologisk spekulation under påvirkning af Platon og græsk filosofi. Professor dr.theol. Hal Koch skriver i sit forord til Eusebs kirkehistorie (1940) side 7: ”Origenes... overførte den stoisk-platoniske filosofis Logosspekulationer i den kirkelige tænkning.” 

Omkring 312 udtalte den 50-årige libyer Arius (ældste ved Boukalis-kirken i Alexandria): ”Dersom Faderen har avlet Sønnen, har den, der er avlet, en begyndelse til sin tilværelse. Derfor er det åbenbart, at der var en tid, da Sønnen ikke var til, og deraf følger atter, at han er bleven til af intet.” Sml. Kol 1:14-17. 

Arius lærte, at Sønnen var af et andet væsen end Faderen, fremmed for Faderens væsen, en skabning før tiderne af intet efter Faderens beslutning, men skabningens førstefødte, skabt før alle tider og verdener, ved hvem den synlige verden er blevet skabt; han er Guds ypperste skabning. Han er ikke Gud i samme betydning som Faderen, for han er ikke evig sand Gud som denne, han er kun ”ophøjet til Gud”. 

Dette førte til den arianske strid mellem Arius, der fastholdt, at Faderen og Sønnen var to særskilte personer og væsensforskellige, og Athanasius, biskop i Aleksandria, der fastholdt den nye lære, at Kristus var født, ikke skabt, og af samme væsen (homousios) som Faderen – i virkeligheden Faderen selv, dvs. en to-enig Gud. Den arianske strid udviklede sig yderligere til en voldsom strid mellem de kristne. Nogle hældede til Athanasius’ lære, og andre tog parti for Arius. Kejser Konstantin var ikke glad for denne strid, for han var bange for, at kirken ville blive splittet i to dele nu, hvor der lige var ved at opstå en statskirke, gennem hvilken han kunne opnå magt, så derfor skar Konstantin igennem og sammenkaldte til en synode i forsommeren 325 i Nikæa. Henimod 318 biskopper mødte op, og man vedtog, at Sønnen var af samme væsen som Faderen. Der var mange biskopper med modsat mening – men de undertegnede denne trosbekendelse af ærefrygt for den kejserlige magtfuldkommenhed eller for fredens skyld.

Kejser Konstantin befalede, at alle Arius’ skrifter skulle brændes, og hver den, der holdt dem tilbage, blev truet med døden, og Arius og hans tilhængere skulle udstødes og anses for kirkens fjender. Læren eller dogmet om, at Sønnen var af samme væsen som Faderen blev beordret vedtaget af kejser Konstantin i 325. Konstantin var kun kristen af navn, for han tilbad den uovervindelige solgud, ”Helios”, og efter at han havde set ildkorset på himlen, lod han sætte Kristi monogram eller navnetræk, et sammenslynget KR, på sine soldaters skjolde og bannere – dette var et tvetydigt tegn, for det var også solgudens tegn. Kejser Konstantin lod sin svoger, Licinius, dræbe, skønt han havde lovet sin halvsøster, Konstantia, at han ikke ville gøre det. Sin søn, Krispus, og sin hustru, Fausta, lod han også myrde - allesammen handlinger, som ikke stemmer særlig godt med kristen tænkemåde, som Konstantin ellers søgte at vise. Det var af ærefrygt for Konstantin, at man vedtog og underskrev den nikæanske trosbekendelse. 

Nu gik der nogle år, hvor det vekslede mellem Arius’ og den vedtagne trosbekendelse. I år 381 ville kejser Theodosius den Store sætte en stopper for al den splid, og samtidig havde han til hensigt at gøre ærkebiskoppen af Konstantinopel til hoved for den rettroende kirke, for at kejseren kunne styre gennem ham. Derfor sammenkaldte han til en synode i Konstantinopel, og man blev enige om at stadfæste den nikæanske trosbekendelse, men samtidig at føje Den Hellige Ånd til. Så nu lyder trosbekendelsen: ”Der er een Gud, i ham tre personer, Faderen og, udgående fra ham, Sønnen og Ånden.” – nu var kirkens gud blevet til en treenig Gud. 

Det var Theodosius den Store (379-95) der ustedte det berømte edikt, hvor det påbydes, at hver mand i riget skal bekende apostelen Peters tro, tre personer i een guddom, således som den forkyndes af biskopperne i Rom og Alexandria. (Jeg kan ikke se hvor i Bibelen, apostelen Peter giver udtryk for ”tre personer i een guddom”). Theodosius regnes for at have været en kristen kejser; men det forhindrede ham ikke i at lokke thessalonikere, der havde gjort oprør, ind i byens arena, hvor han på det grusomste lod dem nedsable; 6-7.000 personer måtte lade livet i denne massakre. 

Nu var kirken blevet til en statsreligion, et redskab for kejseren. Jeg kan ikke andet end tænke på Jesu ord: ”Mit rige er ikke af denne verden”. Striden mellem Arius’ tilhængere og dem, der gik ind for den treenige Gud, bølgede frem og tilbage i mange år; men ejendommeligt nok, var det, så vidt jeg kan se, aldrig Arianerne der greb til bål og brand - de brugte åndens sværd, og de blev erklæret for fjender af kirken – og når man følger udviklingen gennem århundrederne, er det altid de såkaldt rette troende, der torterer og slår ihjel. 

Når jeg læser om de syv menigheder i Johannes’ Åbenbaring, tænker jeg tit på forholdene netop nu; de syv menigheder får næsten alle ros; men – der er et og andet, der kunne være bedre, og til f.eks. menigheden i Sardes skal Johannes skrive (Åb 3:3): ”Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det; hold fast ved det, og omvend dig. Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv.” I de to første århundreder var der ikke megen tendens til en treenighed, først i det tredje århundrede begyndte det så småt, og så udviklede det sig til det, vi kender i dag. 

Det er vigtigt, at vi forkynder Bibelens uforfalskede ord – uden skelen til, hvad vi ellers har lært. Det er derfor mit håb, at du, nu du har læst dette, vil prøve at lægge alle vedtagne læresætninger og dogmer væk og læse Bibelens ord, som det står, og ikke som kirkens biskopper har vedtaget, at der menes. 

Anvendt litteratur:                                                                                             Eusebs KIRKEHISTORIE, Nordisk Forlag, København, 1940.                                                A. Fabricius: KIRKEHISTORIE, EM. Langhoffs forlag, København,1900.                                Karl Hase: KIRKEHISTORIE, E.A. Reizels forlag, København, 1837.                            Holmquist-Nørregaard: KIRKEHISTORIE, København, 1931.