Treenigheden må ikke adskilles!

Gudstilbedelsens mål i religionen ”Kristendommen” er den treenige Gud. Trosbekendelsen, som ligger til grund for denne religion, er bl.a. ”Den athanasianske trosbekendelse” – den kommer fra den katolske kirke og danner også i dag trosgrundlag for de fleste protestantiske kirkesekter. 

Treenighedslæren, som bliver formuleret i den athanasianske trosbekendelse, er den mest fundamentale læresætning i religionen ”Kristendommen”, og dens tilhængere forsvarer den som en bibelsk læresætning, og det ofte med stor selvtillid. I virkeligheden er det de færreste, der har undersøgt denne lære og virkelig sat sig ind i, hvad den går ud på. De fleste, som forsvarer treenighedslæren, udtaler sig derfor om en læresætning, som de ikke med kritiske øjne har undersøgt til bunds, og det gælder både lærde og ikke-lærde. Den manglende kundskab om treenighedslæren bevirker ofte, at treenighedstilhængere laver deres egne formuleringer af treenighedslæren, når de skal forsvare deres tro, og så til sidst ender med at modsige den trosbekendelse, som kirkens biskopper har vedtaget.

Den af biskopperne autoriserede treenighedslære, som ligger til grund for den religion, man kalder ”Kristendommen”, indeholder flere forskellige lærdomme, men en meget væsentlig bestanddel af læren går ud på, at Guds væsen ikke må adskilles – vi læser følgende i trosbekendelsen: 

”Vi ærer een Gud i en trehed og treheden i en enhed uden at sammenblande personerne eller adskille væsenet.” (Den athanasianske trosbekendelse)

Ifølge trosbekendelsen må Guds ”trehed” ikke adskilles! Dette skal vi lægge særligt mærke til. Gud er ifølge religionen ”Kristendommen” ét væsen, hvori der er tre personer. De tre personer kaldes henholdsvis ”Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd” – dette væsen indeholder ALTID tre personer (nogle kalder dem substanser) – du vil ifølge trosbekendelsen aldrig møde Gud som én person, eller som to, altid som tre personer i ét væsen, for væsenet må ikke adskilles. Trosbekendelsen siger med andre ord, at den treenige Gud er en ”samlet trehed”, der ikke må adskilles. Det vil sige, at dør den ene person i Gud, dør de alle; går den ene person fra A til B, går de alle; stiger den ene person ned fra himlen, stiger de alle ned, osv. Det forholder sig sådan, fordi væsenet ikke må adskilles.

Hebræerbrevet indeholder mange lærdomme om Gud og Jesus, og vi skal nu gennemgå hele Hebræerbrevet og undersøge mange af disse lærdomme og sammenligne dem med Kristendommens trosbekendelse. Vi skal læse de forskellige skriftsteder stille og roligt, og så skal vi tænke os rigtig godt om. Vi skal særligt huske på, at treenighedslæren siger, at vi ikke må adskille Guds væsen. Jeg vil komme med en kommentar til hvert skriftsted, og det er meningen, at denne kommentar skal hjælpe dig til at komme frem til en konklusion angående treenighedslæren, om den er i overensstemmelse med Bibelens lære. Vi starter i kapitel 1, vers 2:

”Men nu ved dagenes ende har han (Gud) talt til os gennem sin søn (Jesus), hvem han har indsat som arving til alle ting...” (Hebr 1:2)

Gud talte til os gennem Jesus. Hvis Guds væsen ikke må adskilles, som treenighedslæren siger, så har Gud talt til os gennem en person i sig selv, og denne person har han oven i købet indsat som arving til alle ting. Hvordan kan Gud indsætte en person i treheden som arving, når treheden ikke må adskilles? Det er i virkeligheden, ifølge trosbekendelsen, sig selv han har indsat som arving. Det er godt nok underligt, at Gud er nødt til at indsætte sig selv som arving til alle ting – hvis Gud er den Højeste, så kan han da ikke være arving. Gud har ejet alt fra begyndelsen. En arving modtager sin arv fra en anden person, ikke fra sig selv, eller hvad? Kan en person i Gud være arving, når Guds væsen ikke må adskilles?

”Da han (Jesus) havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres.” (Hebr 1:3-4)

Jesus er den ene person i Gud, og han har skaffet renselse for vore synder. Hvis den ene person i Gud har gjort dette, hvad så med de andre personer i Gud? Guds væsen må jo ikke adskilles. Den person, der er tale om, tog også sæde ved den Højeste højre hånd – hvordan kan det lade sig gøre, når Guds væsen ikke må adskilles? Og hvordan kan det være, at en person i Gud ”er blevet meget mægtigere end englene”? – hvis Guds væsen ikke må adskilles, så har alle tre personer i Gud altid været mægtigere end englene. Eller har Gud den Højeste ikke altid været mægtigere end de engle, han har skabt?

”Du er min søn, jeg har født dig (Jesus) i dag...” (Hebr 1:5)

Gud siger, at han har født Jesus. Hvordan skal det forstås? Vil det sige, at Gud har født en person i sig selv? Skriften siger, at Gud er ”fra evighed til evighed” (Sl 90:2). Hvis de tre personer i Guds væsen er ”lige evige” og ikke må adskilles, hvordan er det så muligt, at en af personerne i Gud er blevet født? Eller det er måske Gud selv, der er blevet født af sig selv?

”Og når han (Gud) igen fører sin førstefødte (Jesus) ind i verden, siger han: Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.” (Hebr 1:6)

Hvordan kan Gud ”igen” føre Jesus ind i verden uden også at føre sig selv ind i verden? Det kan han heller ikke, for Guds væsen må ikke adskilles. Det vil sige, at det væsen som Gud førte ind i verden ”første” gang, rent faktisk var ham selv. Den person, som menneskene slog ihjel på træet, var derfor Gud selv – men er det muligt at slå Gud ihjel? Skriften siger at Gud er udødelig (1 Tim 6:16). Eller det var måske kun en tredjedel af Gud, der døde? Nej, for trosbekendelsen siger, at Gud væsen ikke må adskilles! Hvis den ene person i Gud dør, så dør de alle. Det er også bemærkelsesværdigt, at Gud siger, at englene skal kaste sig ned ”for ham” – hvem hentyder ordet ”ham” til?

”Du elskede ret og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige.” (Hebr 1:9)

Hvem taler Gud til her? Til sig selv eller til en person i sig selv? Mange vil nok sige: ”Han taler til Jesus”. Fint nok! Men hvorfor siger Gud så til Jesus, at hans Gud har salvet ham? Den ene person i treheden kan da ikke salve en af de andre personer i treheden. Og den ene person i treenigheden kan da heller ikke være Gud for de to andre personer, for de tre personer udgør kun én Gud. Trosbekendelsen siger, at Jesus er den ene af de tre personer i Gud og dermed også Gud selv, da Guds væsen ikke må adskilles. Men hvordan kan Gud ”salve” den ene person i sig selv og tilmed sige, jeg har ”salvet dig frem for dine lige”? Måske er løsningen på problemet, at den ene person i Gud forlod Gud for at blive salvet af de to andre personer i Gud – nej stop lige en gang. Det kan slet ikke lade sig gøre, for trosbekendelsen siger klart og tydeligt, at Guds væsen ikke må adskilles!

”Til hvem af englene har han (Gud) nogen sinde sagt: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder?”

(Hebr 1:13)

Der bliver sagt til Jesus, at han skal sætte sig ved Guds højre hånd. Men hvis Jesus er den ene person i Gud, og dermed Gud selv, fordi væsenet ikke må adskilles, hvordan i al verden kan han så tage plads ved siden af Gud? Der bliver også sagt, at han skal sidder der, ”indtil” hans fjender bliver lagt som en skammel for hans fødder – dette kunne tyde på, at han ikke altid skal sidde der. Men vi må huske, at ifølge treenighedslæren kan de tre personer i Gud ikke forlade hinanden, de er en samlet enhed – det betyder faktisk, at Gud beordrer sig selv til at sidde ved siden af sig selv – giver det nogen mening?

”Du (Gud) har kun en kort tid gjort ham (Jesus) ringere end engle... vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden.” (Hebr 2:7-9)

Her læser vi om Jesus, den ene person i Gud, at han en kort tid blev gjort ringere end engle, og det blev han af Gud. Det kunne tyde på, at Jesus er en adskilt person fra Gud – men det er han ikke ifølge treenighedslæren, for den siger at de tre personer i Gud ikke må adskilles. Altså var det Gud selv, der gjorde sig selv ringere end engle. Men læste vi ikke, at personen Jesus ”smagte døden”? Hvordan kan den ene person i Gud, som selv er Gud, smage døden? Hvis den ene person i Gud dør, så dør de alle tre, for Gud må ikke adskilles – Gud er en samlet trehed. Og er det ikke lidt underligt, at nogen har ”kronet” Gud ”med herlighed og ære”?

”For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser.” (Hebr 2:10)

Banebryderen, Jesus, den ene person i Gud, blev ført gennem lidelser af Gud. Men hvordan kan den ene person i Gud føres gennem lidelser, uden at de to andre personer i Gud bliver ført gennem lidelser? Det kunne måske lade sig gøre hvis den ene person var en selvstændig person adskilt fra Gud, og som Gud førte gennem lidelser – men nej, Guds væsen må ikke adskilles, så derfor måtte alle tre personer føres gennem lidelser. Hvilken Gud var det så, der førte Gud gennem lidelser?

”Her er jeg og de børn, Gud har givet mig.” (Hebr 2:13)

Hvem er ”jeg”? Er det Jesus, eller er det Gud? Hvis det er Jesus, hvordan kan Gud så give ham børn? Hvordan kan den ene person i Gud modtage børn, når Guds trehed ikke må adskilles? Kunne det tænkes, at den ene person inde i Gud (inde i treheden), gav børn til de andre personer i treheden? Nej, ikke ifølge treenighedslæren, for den siger at Guds væsen ikke må adskilles. Men hvad så? Hvorfor skelnes der mellem ”Jeg” og ”Gud”?

”Derfor måtte han (Jesus) i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst...” (Hebr 2:17)

Jesus blev som sine brødre – et menneske af kød og blod, jvf. vers 14 – for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst over for Gud. Men var Jesus ikke Gud selv? Ja, det var han ifølge treenighedslæren. Men Jesus er kun den ene person i Gud, ikke også? Det er rigtigt, men på samme tid er han også fuldkommen Gud, for vi må ikke adskille treheden. Vil det sige, at den ene person i Gud er blevet ypperstepræst over for de to andre personer inde i treheden, samtidig med at der kun er én Gud? Det lyder underligt. Og var Gud, eller den ene person i Gud, ikke barmhjertig og trofast nok før han blev menneske, siden han måtte blive menneske for at ”blive” en trofast ypperstepræst?

”Se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus, som var tro mod Gud, der havde indsat ham, ligesom Moses var det i hele hans hus.” (Hebr 3:1-2)

Hvorfor skriver apostelen, at Jesus var ”tro mod Gud”? Ifølge trosbekendelsen var Jesus Gud selv, for Gud må ikke adskilles. Det må derfor være en selvfølge, at Jesus var tro mod Gud, for han var jo selv Gud – eller hvad? Det var måske den ene person i Gud, der var tro mod de andre to personer i Gud? Der står også, at Gud ”havde indsat ham (Jesus)” – hvordan kunne Gud indsætte Jesus, når Jesus var Gud selv, og så endda sammenligne det med den gang Moses blev indsat? Indsatte Moses sig selv, eller var det en person, som var adskilt fra Moses, der indsatte ham?

”Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse... For enhver ypperstepræst, som tages blandt mennesker, indsættes til på menneskers vegne at gøre tjeneste for Gud ved at frembære gaver og slagtofre for deres synder.” (Hebr 4:14; 5;1)

Jesus, den ene person i Gud, steg op til himmelen, og er blevet ypperstepræst for Gud. Jesus er ypperstepræst og gør tjeneste for Gud. Men hvordan er det muligt, når han selv er Gud? Kunne det tænkes, at den ene person i Gud tjener de to andre personer i Gud? Det lyder godt nok mærkeligt, især når vi husker på, at de tre personer i den ene Gud ikke må adskilles.

”Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud. Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham: Du er min søn, jeg har født dig i dag, ligesom han også et andet sted siger: Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.” (Hebr 5:4-6)

En person i Gud har givet ”værdighed” og ”ære” til en af de andre personer i Gud, og den person har også født en af de andre personer – meget mystisk! Vi får også at vide, at en af personerne i Gud er blevet præst på Melkisedeks vis. Vil det sige, at Gud er blevet præst på Melkisedeks vis? Eller er det en person i Gud, der er blevet præst? Hvis det er Gud, hvem er han så præst for? Ifølge treenighedslæren må Guds trehed ikke adskilles – det vil sige, at det er Gud der er blevet præst. Men er Gud virkelig præst over for sig selv? Og hvordan kan den ypperstepræst, som er Gud selv, være en ”søn” som er født af Gud? Har Gud født sig selv, eller en del af den trehed som ikke må adskilles?

”Mens han (Jesus) levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.” (Hebr 5:7)

Hvad i alverden er det nu for noget? Jesus, den ene person i Gud, opsendte bønner til en, der kunne frelse ham fra døden! Hvem ”opsendte” han bønner til? Var det til Gud? Ja, sådan ser det ud. Treenighedslæren siger, at Jesus var Gud selv, da han ”levede på jorden”, for Gud må ikke adskilles – men hvem var det så, han ”opsendte” bønner til? Gud levede jo ikke i himlen, da Jesus levede på jorden. Og hvordan kan det være, at Gud havde brug for at blive ”frelst” fra døden. Havde Gud brug for at blive frelst af sit eget væsen - eller af et andet væsen? Der står også, at ”han blev bønhørt for sin gudsfrygt”. Vil det sige, at Gud har bønhørt sig selv for sin egen gudsfrygt – frygter Gud sig selv? Eller betyder det, at den ene person i Gud har gudsfrygt for de to andre personer i Gud?

”Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.” (Hebr 5:8-10)

Her bliver Jesus kaldt ”søn”, og han er ifølge treenighedslæren den ene af de tre personer i Gud. Der står, at han måtte ”lære lydighed” og at ”han led”. Når vi husker på, at Jesus er en del af Guds trehed - og dermed også Gud selv, fordi Gud ikke må adskilles - hvordan kan det så være, at han måtte lære lydighed? Har Gud, eller en del af Gud, brug for at lære lydighed? Det lyder mærkeligt! Og hvis Jesus, den ene person i Gud, er den eneste person i Gud, der har ”nået målet”, hvad så med de to andre personer i Gud, har de ikke nået målet? Hvordan kan den ene person i Gud nå et mål, uden at de to andre personer når det samme mål, for Gud må ikke adskilles? Men lad os nu sige, at det var hele Guds trehed der nåede målet, hvorfor blev denne trehed så kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis ”af Gud”? I den forbindelse skal det lige bemærkes, at Melkisedek ”var præst for Gud den Højeste” (1 Mos 14:18. Hebr 7:1). Melkisedek var en person, som var helt adskilt fra Gud. Hvordan kan Jesus, der ifølge treenighedslæren ikke er adskilt fra Gud, blive sammenlignet med Melkisedek?   

”For mens de levitiske præster er blevet præster uden ed, er han (Jesus) blevet det i kraft af en ed fra Gud, der sagde til ham: Herren har svoret og angrer det ikke: Du er præst for evigt, og dermed er Jesus blevet garant for en bedre pagt.” (Hebr 7:20-21)

Hvordan kan det være, at den ene person i Gud er blevet præst i kraft ”af en ed fra Gud”? Ifølge treenighedslæren er Jesus jo Gud selv. Har Gud virkelig udnævnt sig selv til præst og samtidigt svoret ved sig selv, at han ikke vil angre det? Det er også lidt underligt, at den ene person i Gud, Jesus, er blevet ”garant” for en bedre pagt. Hvad med de to andre personer i Gud, er de ikke ”garant” for en bedre pagt? Og hvis de er, fordi Gud ikke må adskilles, hvordan kan Gud så være en ”garant”? En ”garant” (ell. kautionist) er en person der indestår eller stiller sikkerhed for noget over for en anden part. Hvis Gud er blevet ”garant”, hvem er han så blevet garant overfor?

”Derfor kan han (Jesus) også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.” (Hebr 7:25)

Hvis Jesus er Gud, hvordan kan det så være, at vi kommer ”til Gud ved ham”? Og hvorfor er det nødvendigt at gøre os opmærksomme på, at Jesus, der selv er Gud, altid lever? Er det ikke en selvfølge, at Gud altid lever? Vi får også at vide, at Jesus går i ”forbøn” for de mennesker, der kommer til Gud ved ham. Kan det tænkes, at den ene person i Gud går i forbøn over for de to andre personer i Gud? Nej, for Gud må ikke adskilles. Men er det Gud selv, der går i forbøn over for sig selv?

”For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene, en der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer.” (Hebr 7:26-27)

Har en person i Gud bragt sig selv som offer? Eller har Gud bragt sig selv som offer? Og hvem blev dette offer bragt til? Normalt er det sådan, at når en person ”bringer et offer”, så bliver det bragt til en anden part. Vil det sige, at den ene person i Gud bragte sig selv som offer til de to andre personer i Gud? Nej, sådan kan det ikke være, for Gud må ikke adskilles. Altså: Gud bragte sig selv som offer – til hvem? Til Gud? Hvilken Gud?

”Hovedsagen i det, der her siges, er, at vi har en sådan ypperstepræst, som sidder på højre side af den Højestes trone i himlene og gør tjeneste ved helligdommen, det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst.” (Hebr 8:1-2)

Endnu engang bliver det sagt, at Jesus sidder på højre side af den Højestes trone. Dette har jeg allerede kommenteret til Hebr 1:3-4. Men nu lægger jeg mærke til, at Jesus, som er ypperstepræst, også gør ”tjeneste ved” den himmelske helligdom. Hvordan kan Jesus, den ene person i Gud, gøre tjeneste i himmelen, hvis han selv er Gud? Vil det sige, at Gud tjener som ypperstepræst i himmelen? Er Gud blevet tjener? I så fald, hvem tjener han under – de to andre personer i Gud, eller måske sig selv?

”Men nu har Kristus fået en langt højere tjeneste, idet han er formidler af en bedre pagt, der er lovfæstet ved bedre løfter.” (Hebr 8:6)

Igen får vi at vide, at Jesus er en tjener, fordi han har ”fået en tjeneste”. Har Gud fået en tjeneste? Hvis han har fået en tjeneste, hvem har så givet ham denne tjeneste? Og nu bliver det virkelig mystisk, for der fortælles os, at Jesus er ”formidler”. En ”formidler” er ifølge NUDANSK ORDBOG ”en person, der optræder som forbindelsesled mellem to parter”. Hvordan kan Jesus, hvis han er den ene person i Gud, optræde som forbindelsesled mellem to parter? Er de to andre personer i Gud ikke også formidlere? Nej, ifølge 1 Tim 2:5 er der kun ”én formidler” mellem Gud og mennesker, nemlig Jesus. Hvordan stemmer det overens med treenighedslæren, som siger, at Gud ikke må adskilles? Gud er, ifølge treenighedslæren, selv formidler. Men hvis han er det, hvilke ”to parter” er han så formidler imellem?

”For Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er en efterligning af den virkelige, men ind i selve himlen for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os.” (Hebr 9:24)

Var det kun den ene person i Gud, Jesus, der gik ind i himlen, eller var det alle tre personer? Ifølge treenighedslæren var det alle tre personer i Gud, der gik ind i himlen, for Gud må ikke adskilles. Men hvis det var Gud der gik ind i himlen ”for at træde frem for Guds ansigt”, hvilken Gud var det så Gud trådte frem for?

”Derfor siger han (Jesus), da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig; brændoffer og syndoffer ønsker du ikke. Da siger jeg: ›Se, jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig – for at gøre din vilje, Gud.” (Hebr 10:5-7)

Vi læser her om Jesus, der træder ind i verden. Jesus er ifølge treenighedslæren den ene person i Gud. Men hvem er det Jesus taler til, når han siger: ”Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have”? Taler Jesus til de to andre personer i Gud, eller taler Jesus til sig selv? Jesus siger også, at en har beredt ham ”et legeme”. Hvem har beredt ham et legeme? Husk! Gud må ikke adskilles. Har de to personer i Gud beredt et legeme til den tredje person i Gud? Nej, for Gud må ikke adskilles. Og hvis Jesus er Gud selv, hvem hentyder ordene ”din vilje” så til? Gud har vel kun én vilje, sin egen.

”Idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone.” (Hebr 12:2)

Treenighedslæren siger, at Jesus er den ene person i Gud, og derfor Gud selv, fordi Gud ikke må adskilles. Fint nok. Men lyder det ikke lidt mærkeligt, at Gud udholdte korsets skam for ”den glædes skyld, der ventede ham”? Hvad var det for en glæde, der ventede Gud? Er der virkelig nogen, der har større magt end Gud, og dermed kan glæde ham ved at sige, ”Sæt dig på højre side af min trone”? Eller det var måske kun den ene person i Gud, der så frem til den glæde der ventede ham? Men hvad så med de to andre personer i Gud? Blev de snydt for den glædes skyld, der ventede den tredje person i Gud?

”I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels.” (Hebr 12:22-24)

Vi læser om beboerne i det himmelske Jerusalem, og de er som følger: Tusinder af engle, Gud, de retfærdiges ånder, som har nået målet, og Jesus, formidleren. Hvis Jesus er den ene person i Gud, og dermed Gud selv, hvordan kan det så være, at Gud og Jesus nævnes som to selvstændige beboere i det himmelske Jerusalem? Læg også mærke til, at det kun er Jesus, der bliver kaldt ”formidler”?   

Nu har vi undersøgt mange af Hebræerbrevets lærdomme om Gud og Jesus. Hvis du ikke syntes, at det gav mening at læse skriftstederne i Hebræerbrevet ud fra læren om, at Gud og Jesus er en og samme Gud – det vil sige to personer der ikke må adskilles – så prøv at læse alle skriftstederne en gang til, men denne gang ud fra den tanke, at Gud og Jesus er to selvstændige personer, helt adskilt fra hinanden! Hvis dette giver mening, og hvis Skriftens lære herefter er enkel og nem at forstå, hvad kan vi så konkludere angående treenighedslæren? Er den i overensstemmelse med Bibelens lære? – Døm selv!