Treenighedsdogmet – sandhed eller løgn?

Den læresætning, der kaldes ”Treenighedsdogmet”, er den katolske kirkes og de protestantiske kirkers mest fundamentale dogme. Mange millioner kristne har antaget denne læresætning som en bibelsk sandhed og betragter den som hellig. Læren går ud på, at der er tre personer i én Gud – de tre personer bliver kaldt Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. På den første store, almindelige kirkeforsamling eller synode i Nikæa i år 325 e.Kr. vedtog biskopperne, at Guds søn, Jesus Kristus, var af samme væsen (homousios) som Faderen (Gud). Eller sagt med andre ord: Jesus er den samme som Gud Fader, Jahveh. 

Kirkens forskellige trosbekendelser siger angående Jesus: 

”... Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen (homousios) som Faderen...” (Den nikænske trosbekendelse) 

”... vi ærer een Gud i en trehed og treheden i en enhed uden at sammenblande personerne eller adskille væsenet...Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men een Gud...Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig. Og dog er der ikke tre, som er evige, men een som er evig” (Den athanasianske trosbekendelse). 

”... vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød, Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige. Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus, een, ikke ved den guddommelige naturs forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs indoptagelse i Gud, i det hele een, ikke ved væsenets sammenblanding, men ved personens enhed, for ligesom den fornuftige sjæl og kødet er eet menneske, således er Gud og menneske een Kristus...” (Den athanasianske trosbekendelse) 

Kirkens trosbekendelser lærer således, at der tre personer i én Gud, og at denne ene Gud forlod himmelen og inkarnerede i mennesket Jesus Kristus. Derfor var Jesus Kristus ”fuldkommen Gud og fuldkomment menneske” på samme tid. Denne læresætning, såvel som den søgte forklaring af den, er meget forvirrende. Kirkens præster vil normalt undskylde treenighedsdogmet med ordene ”mysterium”, ”ulogisk”, ”paradoks” eller ”uforståelig”. Men det er ikke nok at undskylde treenighedslæren med disse ord overfor seriøse, tænkende kristne. Vi vil ikke affinde os med, at kirkens præster formulerer en ulogisk, uforståelig og forvirrende Gud, som hører den mørke middelalder til. Som seriøse bibelstuderende og tænkende kristne, ved vi, at Gud ikke er forvirringens Gud (1 kor 14:33), og derfor kan treenighedslæren ikke være fra Gud. Men - siger nogen måske - hvis det ikke er Gud, som er ophavsmanden til en så forvirret lære, hvem er så?

Treenighedslærens oprindelse kan spores helt tilbage til Babylons mysterie-religion, hvorfra den spredte sig til de andre folkeslags religioner og mytologier. I det gamle Babylon tilbad man solguden Ba’al, som var en treenig solgud, bestående af Ba’al, Astarte og Tammuz. Disse guddomme blev gennem tiderne tilbedt under forskellige navne, men tilbedelsens mål var det samme, nemlig den treenige solgud (læs mere om dette emne i afhandlingen ”Det hemmelige Babylon”). 

Hverken jøder eller kristne vil benægte, at de ældgamle nationer dyrkede dæmonguder, og at Gud havde advaret sit folk Israel imod at blande sig med disse folk på grund af deres afgudsdyrkelse. Det følger allerede heraf, at Gud ikke kan være ophavsmanden til treenighedslæren. To andre kendsgerninger er af interesse i den forbindelse:

1) Den oldkirkelige teolog,  Tertullian, som levede i Kartago i det andet århundrede, formulerede som den første  begrebet trinitas i de latinske gejstlige skrifter. Ordet treenighed forekommer ikke en eneste gang i De hellige Skrifter.

2) Læren om, at Jesus var af samme væsen (homousios) som Faderen, blev først indført på den første store almindelige kirkeforsamling eller synode i Nikæa i år 325 e.Kr. Læren blev vedtaget under pres fra den hedenske kejser Konstantin, som ikke var medlem af kirken. Vi læser f.eks. i kirkehistorien:

”Beslutningen stadfæstedes af Constantin. Saaledes skete det forhen uhørte, at en almengyldig kirkelig Trosbekendelse bragtes i Stand ved en verdslig Regent, der ikke engang var rigtig Medlem af kirken, og som hverken havde modtaget Daaben eller Nadveren. Og denne saaledes fastslaaede Trosbekendelse omfattedes med Overbevisning kun af et Faatal! Saa stor var imidlertid Ærbødigheden for Constantin, at Flertallet bøjede sig, bl.a. Euseb af Nikomedia.” (Hjalmar Holmquist Kirkehistorie bind 1, side 201).

Professor dr.theol. Hal Koch skriver i sin KIRKENS HISTORIE fra aposteltid til atomtid, side 50:

”Alvorligere var den strid, Konstantin mødte i den østlige kirke, striden om Arius’ teologi. Også her greb han ind og sammenkaldte den første universelle ’økumeniske’ synode til Nikæa 325. Det var unægtelig noget nyt: det var nu kejseren (og man må huske at kejseren på den tid ikke var kristen), der indbød til kirkemøde, han betalte biskoppernes rejse, stillede sit palads til rådighed, åbnede selv synoden og overvågede dens forhandlinger, og da det hele var forbi, gjorde kejseren synodens bestemmelser til borgerlig lov. Således var vilkårene for samarbejdet med og beskyttelsen fra staten. Og hvad Konstantin begyndte, blev med mindre skånsomhed ført videre af hans sønner. En af dem skal på en synode have udtalt: ”Dette vil jeg skal gælde som kanon (dvs. kirkelig retsbestemmelse); altså skal I adlyde, ellers bliver I forvist”. Ingen kunne i hvert fald være i tvivl om, at kejseren nu var blevet en afgørende magtfaktor i det kirkelige liv.”   

Man kunne spørge: Hvordan forholder det sig nu med de bibelske skriftsteder, der anføres som støtte for treenigheden? Viser de ikke, at læren, som den fremholdes af præsterne, er forskellig fra det gamle Babylons treenighed? Alle seriøse kristne og gudfrygtige menneske ønsker at vide besked med dette emne, og er også klar over, at kundskab er et værn imod vildfarelser. Men for at nå til en sådan kundskab om dette emne, må begge sider af argumenterne tages i betragtning. Lad os derfor nu vende vor opmærksomhed mod nogle af de vigtigste skriftsteder, der benyttes som støtte for treenighedslæren. 

For det første er der teksten i Johannes 1:1-2:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.” (Den danske aut. bibeloversættelse af 1992)

Titlen Ordet bruges her om Jesus i hans førmenneskelige tilværelse. Ved første øjekast ser det derfor ud som om skriftstedet – i hvert fald i den bibeloversættelse, der her er citeret – siger at Ordet var den Almægtige Gud. Desværre er vi her vidne til en dårlig bibeloversættelse. I den græske grundtekst står der ordret på dansk:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Guden, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelsen hos Guden.”

Når skriftstedet er korrekt oversat, kunne ingen finde på at sige, at dette skriftsted støtter treenighedslæren. Det kan derimod anføres som et vidnesbyrd om, at denne lære er falsk, da det fremhæver forskellen mellem Ordet, der var ”hos Guden”, og Ordet der var ”en gud”, fordi han netop er født af Guden (Hebr 1:5). Vi vil også gøre læseren opmærksom på, at i Johannes, kapitel 1, vers 18, har de danske oversættere lavet en direkte bibelforfalskning. Man har tilføjet ”som selv er Gud” til bibelteksten for at skabe et bevis for treenighedslæren. I den græske grundtekst står der: ”Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne søn (eller gud) som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” Angående den korrekte oversættelse af Joh 1:1-2, læs artiklen ”Beviser Joh 1:1 at Jesus er Gud den Højeste?” 

Et andet skriftsted, der benyttes som bevis for treenighedslæren, er Matthæus, kapitel 28, vers 19, der lyder:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” (D.aut.1992)

Der siges i dette vers intet om, at Gud består af tre, eller at disse tre er lige mægtige og lige evige. Der står intet om, at Faderen og Sønnen er lige evige, eller at Den Hellige Ånd er lige med Faderen og Sønnen. Lærer det citerede skriftsted, at disse tre er ét og samme væsen? Aldeles ikke!  Abraham, Isak og Jakob eller Peter, Jakob og Johannes nævnes meget hyppigere sammen i Bibelen (2 Mos 3:15-16; 4:5; 6:3. Mark 5:37; 9:2; 14:33). Ville man så også påstå, at der er grundlag for at tro, at de er ”tre personer i én” blot fordi de nævnes sammen?  

En anden kendsgerning er af interesse i forbindelse med det citerede skriftsted. Dåb under anvendelse af den treleddede dåbsformel (Faderens, Sønnens og Helligåndens navn) er problematisk. Først synes det underligt, at disciplene ikke gjorde hvad Jesus havde påbudt dem; det fremgår nemlig klart af Apostlenes Gerninger, at man i den ældste kirke altid kun døbte i ”Jesu Kristi navn” (ApG 2:38; 8:16; 10:48; 19:5) eller i ”Herren Jesu navn”. Man døbte altså ikke i ”Faderen, Sønnens og Helligåndens navn”, men hvorfor det? Jesus havde jo klart og tydeligt påbudt det! – eller havde han?

Eusebius, biskop af Kæsaræa, som døde omkring år 340, fik af kejser Konstantin i år 325 e.Kr. betroet den opgave at udarbejde halvtreds nye afskrifter af evangelierne med en korrigeret tekst til de store kirker, der nu blev bygget. Professor dr.theol. Hal Koch skriver i sin indledning til Eusebs kirkehistorie:

”... først de bibelsk – eksegetiske studier. Euseb havde samlet en stor mængde græske bibelhåndskrifter, og skolen i Cæsarea blev et midtpunkt for udfærdigelse af nye håndskrifter med en korrigeret tekst. Således leveredes der på kejserens opfordring ikke mindre end 50 pragthåndskrifter til de nye kirker i Konstantinopel.” (Eusebs Kirkehistorie. Oversat af Knud Bang. Udgivet af Selskabet til Historisk Kildeskrifters oversættelse. Indledning af Hal Koch. København 1940, side 12)

Her er treenighedsordene sandsynligvis blevet tilføjet, hvilket man kan skønne ud fra følgende: Euseb, som også var kirkens første store historiker, har efterladt sig talrige skrifter, hvori dette skriftsted, Matt 28:19,20, citeres i alt 18 gange, og altid i følgende form: 

”Gå derfor hen og gør disciple af alle folkeslag i mit navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Fredrick C. Conybeare anfører, at ”det skal bemærkes, at i den ældste syriske MS er foliet, som indeholdt slutningen af Matthæus, forsvundet” (Zeitschrift f. d. Neutest. Wiss. Jahrg. II, 1901, p. 275), og at ”i den eneste codex, som man ellers kunne forestille sig skulle bevare ældre skrifter (et ikke treenigt skrift af Matthæus 28:19), nemlig det Sinai-syriske og det ældste latinske manuskript, er de sider forsvundet, som indeholdt slutningen af Matthæus” .... ”Eusebius citerer denne tekst af Matthæus 28:19 igen og igen i værker skrevet mellem 300 og 336 e.Kr., nemlig i sin lange Commentaries on the Psalms, Commentaries on Isaiah, sin Demonstratio Evangelica, sin Theophany, i sin berømte History of the Church, og i sin Panegyric of the Emperor Constantine. Efter moderat søgen i disse værker af Eusebius har jeg fundet 18 citater af Matthæus 28:19 og altid som følger: ”Gå ud og gør disciple af alle folkeslag i mit navn, idet I lærer dem at overholde alt, hvad jeg har befalet Jer” ... Jeg har samlet alle disse passager i Zeitschrift fur die neutestamentliche Wissenschaft, redigeret af Dr. Erwin Preuschen i Darmstadt i 1901, med undtagelse af et, som findes i en serie (kæde af skrifter) publiceret af Mai i et tysk magasin.  

Conybeare fortsætter: ”Eusebius er ikke tilfreds med bare at citere verset på denne måde, men han kommenterer mere end en gang på det for at vise, hvor meget han lægger vægt på ordene ”i mit navn”. Det er indlysende, at dette (”i mit navn”) var den tekst, som Eusebius fandt i den helt gamle codex, som var blevet samlet mellem 50 og 150 år før hans fødsel af hans store forgængere. Han havde aldrig hørt om nogen anden udgave af teksten (end den i ”i mit navn” skriftet), og han vidste intet herom, før han besøgte Konstantinopel og deltog i konciliet i Nikæa. Derefter brugte han i to kontroversielle værker, som han skrev i en meget høj alder, med titlerne 'Against Marcellus of Ancyra,' samt 'About The Theology Of The Church,' den almindelige udgave efter Nikæa. At udelukkende (treenighedsteksten i Matthæus 28:19) har overlevet i alle MSS, både græske og latinske, kan ikke give anledning til nogen overraskelse. Men under alle omstændigheder indikerer Eusebius’ konvertering til den længere tekst efter mødet i Nikæa, at den på daværende tidspunkt blev indført som kendetegn for ortodoksien i alle codex. Spørgsmålet om inkluderingen af den Hellige Ånd på ligestillede betingelser i treenigheden var blevet gennemtærsket (ved konciliet), og en tekst så uvurderlig for den dominerende part (treenighedstilhængerne) kunne ikke bare bane sig vej ind i enhver codex, uanset dens tekstmæssige åndsslægtskab. Det er derfor klart, at af (alle) de MSS, som Eusebius arvede fra sin forgænger, Pamphilus, i Caesarea i Palæstina, beholdt i det mindste nogle den originale tekst, i hvilken der ikke var nævnt noget om hverken dåb eller Fader, Søn og Helligånd (i Matthæus 28:19) (Hibbert Journal, 1902).

Dåbsordene og treenighedsordene ”baptizontes autous eis to onoma tou patros kai tou huios kai tou hagiou pneumatos” (idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn) er tilsyneladende efter år 325, da håndskrifterne blev korrigeret, sat ind i stedet for ordene ”en too onomati mou” (i mit navn). Det synes altså klart, at bibelhåndskrifterne før Nikæamødet ikke havde denne treenighedsformel – altså har Jesus aldrig sagt til sine disciple, at de skulle døbe mennesker i ”Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Præsterne forkynder fra deres prædikestol: ”Gud er én sand treenig Gud”. Men hvis præsternes tilhørere spørger dem, (hvilket de sjældent gør), hvordan en kombination af tre personer kan være ét væsen, er de nødt til at svare: ”Det er også uforståeligt. Det er et mysterium.” Nogle præster forsøger at illustrere det ved hjælp af trekanter, et æg fra en høne, trekløvere eller billedstøtter med tre hoveder på én hals. Gudfrygtige, tænkende kristne, som ønsker at bygge deres tro på Bibelen, vil imidlertid finde det lidt vanskeligt at elske og tilbede en sådan kompliceret, lunefuld, trehovedet gud. Præsterne, der prædiker denne lære, modsiger sig selv i næste åndedræt ved at sige, at Gud skabte mennesket i sit billede. Men ingen af os har nogen sinde set et normalt menneske med tre hoveder – kun et misfoster ville se sådan ud.  

Oprigtige bibelstuderende, som holder sig til Bibelens sunde lære, indtager samme standpunkt som apostelen Paulus, der sagde: ”Gud må være sanddru og hvert menneske en løgner”.  Den målestok, de anvender, er: ”Ethvert ord fra Gud er lutret”, og ”Til loven og til vidnesbyrdet. Hvis de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, så er det fordi der intet lys er i dem.” (Rom 3:4. Ordsp 30:5, d.aut.1992. - Es 8:20 er gengivet efter grundteksten) 

Et tredje skriftsted, som benyttes som bevis for treenighedslæren, er Johannes 10:30: ”Jeg og Faderen er ét.”

Når man læser dette skriftsted alene, kunne man nok komme til det resultat, at Gud og Jesus er ét væsen – men på hvilken måde er de ét? Jesus forklarer selv, hvad han mener med sine ord i Johannes 10:30. I sin bøn til Faderen, natten før han blev henrettet, sagde han:

”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét.” (Joh 17:20-22) 

Men hvad mente Jesus med sine ord om, at alle de troende må være ét, ligesom han og Faderen er ét? Mente han, at alle hans disciple må være ét væsen eller én person? Nej, selvfølgelig ikke. Jesus bad for dem, der skulle blive lemmer på hans legeme, menigheden. Paulus giver udtryk for den samme tanke i 1 Kor 12:12:

”For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus.”

Den klare sandhed afslører sig selv. Ligesom Kristus og lemmerne på hans legeme betragtes som ét, således kan Jahveh og Jesus også betragtes som ét. De er alle ét, fordi de har samme opfattelse, samme hensigt, hører til samme rige. Hvis det ikke er den rigtige og logiske slutning, ville Jesus jo aldrig have sagt: ”Faderen er større end jeg”, og derfor ”Ske ikke min vilje, men din”. (Joh 14:28. Luk 22:42). De sande kristne har alle, Jesus indbefattet, underkastet sig det store hoved, Gud den Almægtige. De er ét i hjerte og sind, ligesom de første kristne var ”ét i hjerte og sind” (ApG 4:32).

Treenighedsdogmet lærer, at Gud den Almægtige åbenbarede sig i kød for menneskene her på jorden, at han forlod himmelen og steg ned på jorden og inkarnerede i mennesket Jesus Kristus. Men hvis Jesus var Gud den Almægtige, inkarneret, hvad han måtte være hvis trosbekendelsen er sand, så må disse ord af apostelen Johannes være falske:

”Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne søn (eller gud) som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” (Joh 1:18, citeret efter grundteksten)

Disse ord viser os imidlertid tydeligt nok, at Jesus var i fuld overensstemmelse og harmoni med Faderen og derfor kunne åbenbare ham eller kundgøre ham både i ord og gerning for alle mennesker, mens han var i kødet. Derfor sagde Jesus også: ”Den, der har set mig, har set Faderen.” (Joh 14:9) 

Inspireret af Guds ånd beskriver David mennesket og siger, at det blev gjort ”lidt ringere end engle”. I Hebræerbrevet 2:9 finder vi de samme ord anvendt om Jesus: ”...vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære.” Hvis altså treenighedsdogmet er sandt, så var Gud ringere end englene, mens han var på jorden. Men det er jo uforeneligt med hans overhøjhed og almagt. Som seriøse bibelstuderende ved vi også, at Bibelen klart og tydeligt lærer, at Jesus kom til jorden for at tilvejebringe en tilsvarende løsesum med sit fuldkomne menneskeliv. Det er klart, at løsesummen måtte svare nøje til det, der var gået tabt, nemlig det fuldkomne menneskeliv, som Adam havde i Eden. Det var ikke Guds liv, der var gået tabt i Edens have! Det var ikke Gud, som skulle genløses! Det var mennesket, Adam, der skulle genløses, og derfor læser vi om Jesus, at: ”Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev menneske lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.” (Fil 2:6-8, d.aut.1948) Guds lov og retfærdighed kunne ikke tillade, at Jesus som genløseren var mere end et fuldkomment menneske. Derfor er det klart og indlysende, at Jesus ikke kunne være den Højeste, Gud Jahveh den Almægtige, i kød og blod. 

Vi husker også, at Salme 90:2 erklærer, at Gud er ”fra evighed til evighed”. Når det er rigtigt, hvordan kunne Jesus så være Guds skabnings begyndelse, når Jesus ifølge trosbekendelsen var Gud selv? Sandheden i den sag er, at Jesus er Guds søn, som blev mennesket Kristus Jesus, og han havde en begyndelse. Jesus siger jo selv tydeligt nok i Åbenbaringen 3:14 (d.aut.1907), at han var ”Guds skabnings begyndelse”. Apostelen Paulus bekræfter sandheden heraf, når han omtaler Jesus som ”al skabnings førstefødte.” (Kol 1:15)

Den hellige ånd

Den almindelige mening om ”Helligånden” er, at den er en åndeskikkelse, den tredje person i ”treenigheden” og lige med Gud og Kristus i magt, substans og evighed. Hvis man rådfører sig lidt med et græsk leksikon, vil man hurtigt se, at det græske ord pneuma, der oversættes med ”ånd”, er det samme, som andre steder i Bibelen oversættes med ”vind”. Ligesom vinden er usynlig for mennesket, således er det også med Guds ånd. Når et menneske har fået Guds ånd, betyder det, at dette menneske er blevet bemyndiget af Gud til at udføre en bestemt gerning, hvad den gerning nu end er. Den Hellige Ånd er derfor Guds usynlige indre kraft, energi og vilje, som tilskynder hans tjenere til at gøre hans vilje.

Lad os for bevisførelsens skyld antage, at Gud og Jesus var lige i magt og evighed i den tid, Jesus var på jorden, indtil han blev døbt. Hvor var da den tredje person i treenigheden, ”Helligånden”? Kirkens trosbekendelse siger, at de alle tre var i én i dette tidsrum. Men er det ikke rigtigt, at Bibelens beretning siger, at da Jesus var blevet døbt, kom Den Hellige Ånd over Jesus i skikkelse af en due, og at han straks efter blev ført bort af Ånden? Treenighedstilhængerne vil normalt sige, at alle tre personer i treenigheden var tilstede ved denne lejlighed. Som støtte for deres påstand vil de henvise til Matthæus 3:16-17, hvor vi læser: ”Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” 

Treenighedstilhængerne vil dog få forskellige ubehagelige spørgsmål at svare på i forbindelse med dette skriftsted, for eksempel: Hvis røst var det, der hørtes fra himmelen, og sagde: Det er min elskede søn? Var det Jesu egen røst? Hvor havde ”Helligånden” været, indtil den nu steg ned over Jesus? Var himmelen ikke åben for Jesus, hvis han var Gud, under hans forudgående tredive år her på jorden? Hvis han var Gud, eller en del af en treenighed, og var lige med Gud i magt, substans og evighed, måtte han selvfølgelig altid have adgang til himmelen. Disse spørgsmål og andre lige så irriterende har overbevist præsterne om, at det er meget lettere at sige, at det hele er uforståeligt, ulogisk og et stort mysterium. 

Ja, det ville være et mysterium, hvis treenighedslæren var sand. Noget af det mest underlige og mysteriøse i den sag er spørgsmålet: Hvem styrede universet i løbet af de tre dage, da Jesus var død og lå i graven, eller i det hele taget i de treogtredive og et halvt år, han vandrede her på jorden og var gjort ”lidt ringere end engle”? Hvis Jesus var Gud den Højeste selv, så var det Gud, der var død og lå i graven i tre dage og tre nætter! Hvilken storslået lejlighed for Satan til at overtage hele herredømmet! Men selve den omstændighed, at han ikke kunne det, beviser, at det var den enbårne søn og ham alene, der var død. Bibelen siger i 1 Timotheus 1:17, at Gud er ”evighedernes konge, den uforgængelige”. Hvis Jesus var den udødelige Gud selv, kunne han naturligvis ikke dø. Under Jesu jordiske løbebane gjorde Djævelen alt, hvad han kunne, for at få ham slået ihjel. Da det nu endelig var lykkedes ham, ville han selvfølgelig ikke have tilladt, at han opstod, hvis det var den Almægtige Gud, der lå død i graven. Treenighedslæren er fuldstændig meningsløs og selvmodsigende – den er det rene nonsens. 

Treenighedsdogmet er ikke undfanget af Jesus eller de første kristne. Ingen steder i Bibelen er der så meget som nævnt noget om en ”treenighed”. Hvis derfor denne lære er den kristne kirkes mest fundamentale dogme, må det forekomme meget mærkeligt, at en så kompliceret og forvirret læresætning slet ikke blev omtalt af Jesus og hans apostle. Sandheden er, at hedenskabet fik indpodet sin babyloniske ”treenige gud” i Sandheden, og at det tilmed lykkedes præsteskabet at fremholde denne ”treenige gud” som en bibelsk sandhed over for de vildledte mennesker. Vi forstår derfor, at det er endnu et af Satans forsøg på at hindre gudfrygtige mennesker i at komme til kundskab om den eneste sande Gud, Jahveh, og hans søn Jesus Kristus.