Vanddåben

   Mange kristne gør vanddåben til et stort problem, og mange er i tvivl angående barnedåb og voksendåb. De er i stor vildrede når de skal afgøre, om dåb er nødvendig til frelse, og om voksendåb eller barnedåb er det rigtige. Og hvilken slags dåb er den rigtige – at stænke med vand eller hel nedsænkning i vand?

Følgende forklaring af dåben er taget fra den autoriserede romersk-katolske katekismus:  

”Det første og nødvendigste sakrament er dåben... Thi før man har modtaget dåben, kan man ikke modtage noget andet sakrament. Uden dåben kan ingen blive frelst. Ved dåben bliver al oprindelig synd og alle fortidige synder tilgivet; den timelige såvel som den evige straf eftergives ved dåben. I dåben bliver vi ikke blot renset fra al synd, men bliver på åndelig måde omdannet, vi bliver hellige Guds børn, arvinger til himmelen.”

Den katolske kirkes lære angående dåben er, at vanddåben er en absolut nødvendighed til frelse – ”uden dåben kan ingen blive frelst”. Der er to undtagelser herfra; tilfældet hvor en ikke-troende konverterer i et hedensk land, hvor det er umuligt at blive døbt, og tilfældet hvor en martyr, som det siges, ”døbes i sit eget blod”; men i alle andre tilfælde er det en ”ufravigelig” nødvendighed, uanset om det er unge eller gamle (Bishop Hay’s Sincere Christian, vol.1. s. 363). Læren går ud på, at alle mennesker, som er kanonisk døbt af præsterne i den katolske kirke, uanset om de er uvidende, uanset om de er umoralske, hvis blot de underforstået har tro på kirken, og overgiver deres samvittighed til præsterne, bliver de så ”omdannede” eller genfødte, som de nogensinde kan blive, og at børn, som kommer fra dåbens vande er fuldstændigt renset for arvesynd. Således har den katolske kirkes jesuitmissionærer i Indien brystet sig af at have omvendt tusinder af mennesker ved - fuldstændigt ignorerende de kristne sandheder - blot at døbe dem uden den mindste forudgående belæring på den rene bekendelse af at underkaste sig Rom.

Om de protestantiske kirkesekter læser vi i Kirkehistorien, at de protestantiske reformatorer bragte flere af den katolske kirkes lærdomme og ritualer med ind i protestantismens kirkesekter. De nye religionssystemer, der kom ud af den katolske kirke i det 16. århundrede, tog for det meste moderkirkens fundamentale læresætninger med sig. En af dem var læren om, at vanddåben er nødvendig for frelse, at vandet forvandles til ”frelsesvand” i selve dåbsprocessen.

Den lutherske kirkesekt bygger bl.a. på ”Den Augsburgske Trosbekendelse” (også kaldet Den Lutherske Fælleserklæring), som blev overgivet kejser Karl den Femte i år 1530 på den store rigsdags-forsamling i Augsburg.

Angående dåben siger trosbekendelsen udtrykkeligt i artikel 9: 

”... at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes gennem dåben, og at børn skal døbes, for at de ved at frembæres ved dåben for Gud kan blive taget til nåde af Gud. De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb.” 

Og artikel 2 siger følgende:

”… Alle mennesker, som fødes på naturlig måde efter Adams fald, fødes med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begærlighed, og at denne arvelige sygdom eller brøst i sandhed er synd, som virker fordømmelse, og som også nu medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden.” 

Den lutherske kirkesekt lærer derfor, ligesom den katolske kirke, at dåben er nødvendig til frelse, og at børn og voksne, der dør uden at være døbt, går evigt fortabt - det samme som evig pine i helvede. Det er derfor, at nogle kristne selv i vor tid nærer en overtroisk rædsel for, at deres spæde børn skal dø, før de er blevet døbt – altså før de er blevet genfødt ved dåben og er blevet medlemmer af kirken. Det er sandt nok, at mange mere oplyste kristne ville benægte rigtigheden af en sådan overtroisk tanke, at Gud ville overgive et udøbt barn til helvedes ild og pine det i evighedernes evigheder. Men alligevel udviser nogle af disse mennesker stor angst, hvis det på en eller anden måde skulle ske, at deres børn døde uden denne ceremoni.

De uoplyste kristne er absolut overbeviste om vanddåbens nødvendighed for frelse og nærer en pinlig rædsel for følgerne, hvis man undlader at udføre den; så stærk er den indflydelse, der når ned til os fra de falske trosbekendelsers århundreder. De kristne, som har studeret Kirkehistorien og har gennemført et seriøst bibelstudium, ved bedre; de forstår, at den protestantiske kirke har arvet læren om dåben fra den katolske kirke; de forstår, at Jesus gav sig selv som løsesum for ALLE mennesker (1 Tim 2:5-6), og når Skriften siger ALLE mennesker, så gælder det selvfølgelig voksne såvel som børn. Den løsesum, som Jesus gav, var sig selv, og denne løsesum er ikke afhængig af noget udvortes, hverken vand eller omskærelse. Kirkens trosbekendelse er derfor ikke i overensstemmelse med Bibelens lære, når den siger, at det medfører evig død for dem, der ikke bliver vanddøbt. Læs artiklen ”En løsesum for alle”. 

I kirkehistorien kan man finde beviserne for, at disse urigtige anskuelser om dåbens natur, nødvendighed og virkekraft, begyndte at udvikle sig så tidligt som i det andet århundrede. På kejser Konstantins tid kom den tanke frem, støttet af Tertullian (De Baptismo, kap.18), at dåben havde en magisk evne til at rense fra fortidige, men ikke fra fremtidige synder, og derfor var det en god ide at vente med at lade sig døbe til så nær op ad dødsøjeblikket som muligt – hvilket kejser Konstantin selv gjorde. Endnu senere begyndte man at give de døende ”den sidste olie”, mens bestræbelserne gik ud på at få alle så tidligt som muligt ind i kirken. Og det var Augustin, der fremsatte læresætningen: ”Ingen frelse uden for kirken.” Deraf kom som en naturlig følge den lære, at børnene ville gå ”evigt fortabt”, hvis de ikke var blevet medlemmer af kirken. Fra denne tid blev det overalt almindeligt at lade børnene døbe som små. Den katolske kirke har lige fra begyndelsen haft tilbøjelighed til at gribe efter det, som kunne forøge dens indflydelse og antallet af dens tilhængere. Men hvorfra stammer læren om, at et menneske kan blive genfødt, eller omdannet igennem vand? Fra den katolske kirke? Nej. Den stammer oprindeligt fra Babylons mysterie-religion og blev senere adopteret af kirken.

Alexander Hislop skriver følgende i sin bog ”THE TWO BABYLONS”:

”Denne doktrin om dåbsmæssig genfødelse er i bund og grund babylonisk. Nogle vil måske falde over, om tanken om genfødelse i det hele taget har været kendt i den hedenske verden; men hvis de blot tager til Indien, vil de selv idag finde de intolerante hinduer, som aldrig har lyttet til kristen lærdom, så fortrolige med udtrykket og tanken, som vi selv er. Brahminerne fremfører med særlig stolthed, at de er mennesker, der er født to gange, og at de som sådanne er sikre på evig lykke. Nu var det samme tilfældet i Babylon, og der blev den nye fødsel overtaget af dåben. I de kaldæiske mysterier krævedes det først og fremmest – før der kunne modtages nogen form for instruktion – at personen, der skulle indvies, overgav sig til dåben som symbol på blind og underforstået adlydelse. Der findes forskellige oldtidsforfattere, der direkte giver vidnesbyrd om kendsgerninger vedrørende denne dåb og hensigten med den. ”I visse hellige, hedenske ritualer,” siger Tertullian, idet han især refererer til dyrkelsen af Isis og Mithra, ”foregår indvielsen med dåb”. Udtrykket ”indvielse” viser klart, at han refererede til mysterierne om disse guddomme. Denne dåb foregik med nedsænkning, og ser ud til at have været en temmelig barsk og frygtindgydende process, for vi ser, at han, som kom igennem det rensende vand og andre nødvendige bodsøvelser ”hvis han overlevede, fik han adgang til kundskaben om mysterierne.” (Elliae Comment. In S.Greg.Naz.). At stå ansigt til ansigt med denne prøvelse krævede ikke så lidt mod af dem, som skulle indvies. Der var imidlertid det betydelige incitament for at overgive sig dertil, at de, som blev døbt således, som konsekvens heraf – som Tertullian forsikrer os – var lovet ”GENFØDELSE og tilgivelse for alle deres edsbrud.”

Vore egne hedenske forfædre, som tilbad Odin, er kendt for at have praktiseret dåbsmæssige ritualer, hvilket i forbindelse med den faktiske grund til at praktisere dem viser, at de i det mindste oprindelig må have troet, at deres nyfødte børns medfødte skyld og fordærvelse kunne vaskes bort ved at oversprøjte dem med vand eller ved at kaste dem i søer eller floder, så snart de var født. Ja, på den anden side af Atlanten, i Mexico, florerede den samme dåbsmæssige doktrin blandt de indfødte, da Cortez og hans krigere gik i land på deres kyster. Den mexikanske dåbsceremoni, som blev iagttaget med forbløffelse af de spanske, romersk-katolske missionærer, er således rammende beskrevet i Prescott’s Conquest of Mexico: ”Når alt det nødvendige til dåben var klargjort, alle barnets pårørende var forsamlet, og jordemoderen* - som var den person, der udførte dåbsritualet - var tilkaldt, samledes de på husets gårdsplads. Når solen var stået op, tog jordemoderen barnet i sine arme og bad om et lille lerkar med vand, mens de, der stod omkring hende, anbragte den udsmykning, som var blevet lavet til dåben, i midten af gårdspladsen. For at udføre dåbsritualet anbragte hun sig med sit ansigt mod vest, og begyndte straks at gennemgå bestemte ceremonier ... Herefter stænkede hun vand på barnets hovede, idet hun sagde, ’Oh, mit barn tag og modtag vandet fra verdens Herre. Det er vort liv, og er givet til vækst og fornyelse af vor krop. Det er til at vaske og til at lutre. Jeg beder om, at disse himmelske dråber må trænge ind i din krop og forblive der: at de vil tilintetgøre og fjerne fra dig al den ondskab og synd, som blev dig givet før verdens begyndelse, eftersom vi alle er under dens magt’ ... Hun vaskede så barnets krop med vand og talte således: ’Hvorfra end du kommer, du, som vil skade dette barn, lad det være og forsvind fra det, for det lever nu påny, og er FØDT PÅNY; det er nu helt igennem lutret og renset, og vor moder Chalchivitylcue (vandets gudinde) bringer det ind i verden.’ Efter at have bedt således tog jordemoderen barnet med begge hænder, løftede det op mod himlen og sagde, ’Oh, Herre, du ser her din skabning, som du har sendt ind i verden, dette sted for sorg, lidelse og anger. Skænk det, oh Herre, dine gaver og inspiration, for du er den Store Gud og hos dig er den store gudinde.’”

*Rom autoriserer også jordemødre til at administrere dåb. I Mexico ser jordemoderen ud til at have været en ”præstinde”.

Læseren spørger måske, hvilket bevis der er for, at Mexico havde denne doktrin fra Kaldæerne. Beviset er uomtvisteligt. Af Humboldts undersøgelser ser vi, at mexikanerne fejrede Wodan som grundlægger af deres race, lige som vore egne forfædre gjorde. Wodan eller Skandinaviens Odin kan bevises at være Adon af Babylon. (se note her). Som det fremgår af følgende oplysninger, kan det konstateres, at Mexicos Wodan er den selvsamme: ”Ifølge forhistoriske traditioner indhentet af Biskop Francis Nunez de la Vega,” siger Humboldt, ”var de gamle mexikaneres Wodan barnebarn af den berømte gamle mand, som sammen med sin familie blev reddet på en tømmerflåde, dengang der var den store oversvømmelse, hvor størstedelen af den menneskelige race omkom. Wodan samarbejdede i konstruktionen af det store bygningsværk, som menneskene igangsatte for at nå himlen; udførelsen af dette dumdristige projekt blev afbrudt; alle familier fik fra det tidspunkt forskellige sprog; og den store ånd, Teotl, beordrede Wodan til at drage over og befolke Anahuac landet (Mexico).” Dette bekræfter helt klart dokumentationen af, hvorfra den mexikanske mytologi oprindeligt kommer samt den doktrin om dåbsmæssig genfødelse, som mexikanerne har tilfælles med egyptiske og persiske tilbedere af den kaldæiske Dronning af Himlen. Prestcott såede virkelig tvivl om ægtheden af denne tradition og fandt den for sammenfaldende med den bibelske historie til, at man uden videre kunne tro på den. Men den meget anerkendte Humboldt, som omhyggeligt havde undersøgt sagen, og ikke havde nogen forudfattede meninger til at forvrænge billedet for sig, udtrykker sin fulde tiltro til rigtigheden af den; og selv fra Prestcott’s egne interessante sider kan det bevises i enhver væsentlig detalje – med navnet Wodan, som han ikke angiver nogen reference til, som den eneste undtagelse. Men lykkeligvis er den kendsgerning, at det navn var blevet født af en berømt helt blandt de formodede forfædre til den mexikanske race, hævet over enhver tvivl grundet på den enkelte omstændighed, at mexikanerne kaldte en af deres dage Wodansday, nøjagtigt som vi også gør. Dette er i forbindelse med alle de andre omstændigheder et meget rammende bevis, på dels den menneskelige races enhed, og dels den udbredte spredning af systemet, som begyndte med Babel.  

Hvis spørgsmålet skulle opstå, hvordan det kom dertil, at babylonerne selv overtog sådan en doktrin som genfødelse ved dåb, kan vi også kaste lys over det. I de babyloniske mysterier var mindehøjtideligheden om oversvømmelsen, arken og de store begivenheder i Noahs liv sammenblandet med tilbedelsen af Himlens Dronning og hendes søn. Noah, der havde levet i to verdener, både før og efter vandfloden, blev kaldt ”Diphues” eller ”født to gange”, og blev fremstillet som en gud med to hoveder, der så i hver sin retning, det ene gammelt, det andet ungt. (Fig.34)

Skønt vi har set, at den to-hovede Janus i en henseende havde reference til Cush og hans søn, Nimrod, betragtet som én gud, med to personers egenskaber, som den Øverste, og fader til alle de guddommeliggjorte mægtige, var det nødvendigt - for at erhverve al den autoritet og respekt, som var essentiel for at konstituere ham på behørig vis som overhovedet for det store system af afgudsdyrkelse, som de frafaldne havde indviet - at repræsentere ham som værende på en eller anden måde identificeret med den store patriark, som var fader til alle, og som havde så mirakuløs en historie. Derfor finder vi i legenderne om Janus beretninger, som er blandet sammen med andre ting, som stammer fra en vidt forskellig kilde, ikke kun om ham som ”Verdens Fader” men også som ”skaberen af skibe”, som simpelthen er blevet lånt fra historien om Noah. Og derfor kan det med sikkerhed konkluderes, at den bemærkelsesværdige måde han fremstilles ved i figuren, som her bliver præsenteret for læseren, primært er inspireret af historien om den store Diluvian patriark, hvis retskaffenhed i hans dobbelte liv, der i særdeleshed refereres til i Bibelen, der siger: Noa var en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, 1 Mos 6:9., dvs. både i sit liv før vandfloden og i sit liv efter den. Hele den græske og romerske mytologi såvel som den asiatiske er fuld historier om Noah og hans gerninger, som er umulige at misforstå. I Indien har guden Vishnu, ”Bevareren”, som tilbedes for mirakuløst at have bevaret én retfærdig familie på det tidspunkt, da jorden blev oversvømmet, ikke kun historien om Noah blandet ind i sin legende, men har også fået hans navn. Vishnu er blot sanskrit formen af det kaldæiske ”Ish-nuh”, manden Noah, eller ”manden for hvile (eller støtte)”. I tilfældet med Indra, ”gudernes konge” og regnens gud, som tydeligvis kun er en anden form af den samme gud, findes navnet i den nøjagtige form af Ishnu.

Nu viser selve legenden om Vishnu, som ser ud til at gøre ham til en ikke almindelig skabning, men til den øverste og evige gud, at denne fortolkning af navnet ikke blot er en ubegrundet forestilling. Han er således tilbedt i ”Matsay Puran”: ”Solen, vinden, æteren, alle immaterielle ting blev optaget i hans guddommelige inderste væsen. Og efter at have optaget universet hvilede den evige og almægtige gud ifølge en gammel overlevering på overfladen af det universelle ocean. Men ingen er i stand til at vide, om dette væsen var synligt eller usynligt, eller hvad personens hellige navn var, eller hvad der var årsag til hans mystiske SLUMMER. Ligeledes kan ingen fortælle, hvor længe han HVILEDE således, før han kom på den ide at handle; for ingen så ham, ingen henvendte sig til ham, og ingen kan gennemskue mysteriet om hans virkelige inderste væsen.” (Col. KENNEDY’S Hindoo Mythology). I overensstemmelse med denne ældgamle legende fremstilles Vishnu stadig som sovende fire måneder hvert år. Forbind nu denne historie med navnet Noah, ”hvilens mand”, og med hans personlige historie under perioden med vandfloden, hvor verden var ødelagt, hvor alt var kaos i fyrre dage og fyrre nætter, hvor hverken sol eller måne eller glimtende stjerne var at se, hvor havet og himlen stod i et og alt var ét stort universelt ”ocean”, i hvis skød patriarken flød, hvor der ikke var noget menneskeligt væsen til ”at henvende sig til” ham undtagen de, som var med ham i arken, og ”mysteriet om hans virkelige inderste væsen er gennemskuet” straks, ”det hellige navn på personen” er konstateret, og der er en forklaring på hans ”mystiske slummer”. Hvor Noah nu end tilbedes, enten med navnet Saturn, ”den skjulte” – for det navn blev brugt om både ham og om Nimrod, på grund af at han havde været ”gemt” i arken i ”dagene for Herrens voldsomme vrede”, - eller ”Oannes”, eller ”Janus” ”Havets mand”, beskrives han almindeligvis på en måde, som viser, at han blev betragtet som Diphues ”Født to gange”, eller ”genfødt”. De ”to gange fødte” Brahminer, som er lige så mange guder på jorden, som den selv samme titel, de giver sig selv, viser, at den gud, de repræsenterer, og hvis særrettigheder de gør krav på, har været kendt som den ”to gange fødte” gud. At forbinde genfødelse med historien om Noah giver et specielt bevismateriale i de beretninger, som er overleveret os om Mysterierne, som de blev celebreret i Egypten. De mest lærde udforskere af egyptiske antikviteter, inklusive Sir Gardiner Wilkinson, indrømmer, at historien om Noah blev blandet sammen med historien om Osiris. Osiris’ skib, og Osiris’ kiste, der flød på vandet, peger tydeligt i retning af den bemærkelsesværdige begivenhed.

Der var forskellige perioder, forskellige steder i Egypten, hvor Osiris’ skæbne blev beklaget; den ene gang var der en mere speciel henvisning til den personlige historie om den ”mægtige jæger foran Herren” og en anden gang til den forfærdelige katastrofe, som Noah gennemlevede. I den store og højtidelige festival kaldet ”Osiris’ forsvinden”, er det indlysende, at det er Noah selv, som da formodedes at være gået fortabt. Tidspunktet, hvor Osiris blev ”lukket inde i sin kiste” og hvor kisten blev sat til at flyde på vandet, stemmer som angivet af Plutarch nøjagtigt med den periode, hvor Noah gik ind i arken. Tidspunktet var ”den 17. dag i måneden Athyr, da Nilens oversvømmelse var ophørt, da nætterne blev lange og dagene aftog”. Måneden Athyr var den anden måned efter efterårsjævndøgn, på hvilket tidspunkt jødernes og patriarkernes civile (kalender) år begyndte. Ifølge denne beretning var Osiris altså ”lukket inde i sin kiste” på den 17. dag i den anden måned af det patriarkalske år. Sammenlign dette med Bibelens beretning om, hvornår Noah gik ind i arken, og man vil se, hvor bemærkelsesværdigt de stemmer overens. I det år, Noa blev 600 år, på den SYTTENDE DAG i den ANDEN MÅNED, på netop den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem ... Netop denne dag gik Noa og hans sønner Sem, Kam og Jafet, hans kone og hans tre svigerdøtre ind i arken, (1 Mos 7:11-13). Også den periode, hvor Osiris (også kaldet Adonis) skulle være blevet lukket inde i sin kiste, var præcis den samme, som da Noah blev lukket inde i arken i et helt år.

Der synes at være al mulig grund til at tro, at Gud gennem arken og vandfloden gav de hellige patriarker, og især den retfærdige Noah, en livagtig, rammende fremstilling af kraften i Kristi blod og ånd, ved på en gang at frelse fra vreden, og rense fra enhver synd .. en fremstilling som var et yderst opmuntrende segl og bekræftelse i troen hos dem, som virkelig troede. Peter ser ud til klart at hentyde hertil, når han siger, idet han taler om netop denne begivenhed, ”Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer” (1 Pet 3:21). Uanset hvilken simpel sandhed de kaldæiske præster havde, så fordrejede og ødelagde de den. De overså uden videre den kendsgerning, at det var den ”retfærdighed ved tro”, som Noah ”havde før” vandfloden, der bragte ham sikkert gennem den frygtelige katastrofes hævnende vande, og førte ham, som det skete, fra arkens ”livmoder”, som en ny fødsel, ind i en ny verden, da han på Ararats bjerg, hvor arken lå, blev frigivet fra sin lange indespærring. De fik deres tilhængere til at tro, at hvis de blot gennemgik dåbens vande, og ritualerne forbundet hermed, så ville det i sig selv gøre dem lig den anden fader til menneskeheden, ”Diphueis”, ”født to gange” eller ”genfødt”, at det ville berettige dem til alle den ”retfærdige” Noahs privilegier og give dem den ”nye fødsel” (palingenesia), som deres samvittighed sagde dem, at de havde så stort behov for. Pavedømmet handler efter præcis det samme princip; og fra netop denne kilde stammer dets doktrin om genfødelse ved dåb, som der er skrevet så meget om, og hvorom så mange kontroverser er blevet ført. Lad mennesker påstå, hvad de vil, dette, og kun dette, vil fremstå som den virkelige oprindelse til det ubibelske dogme. (Alexander Hislop, The Two Babylons, Loizeaux Brothers, Inc., s. 132-137)

Skriftens vidnesbyrd om dåben

Den jødiske lov i Det Gamle Testamente indeholder forskellige bestemmelser om renselse af kar og bestænkelse af urene personer, men intet om en sådan dåb som Johannes prædikede i slutningen af den jødiske tidsalder (nedsænkning – af det græske ord, baptizo). I Det Gamle Testamente bliver vand brugt som et billede på renselse, ikke af bogstavelig legemlig snavs og urenhed, men af menneskets synder, som udspringer fra dets hjerte. Vi læser f.eks. i Ez 36:25:

”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder.”

I Det Ny Testamente vil man lede forgæves efter en lære om barnedåb; man vil også lede forgæves efter en lære om frelse ved dåben og transsubstantiation, dvs. at dåbsvandet forvandles til ”frelsesvand”. For jøderne, der blev døbt af Johannes Døber, betegnede dåben en omvendelse fra tilståede synder, overtrædelser af Moseloven, og tillige en forbilledlig renselse fra disse – en tilbagevenden til retfærdighed i hjerte og hensigt. De jøder, der således angrede deres synder og symbolsk blev renset fra dem, blev regnet for at være bragt tilbage til den harmoni med Gud, som de tidligere havde besiddet under Moseloven. Formålet med Johannes’ prædiken og vanddåb var netop at berede folket for Guds rige og for åbenbarelsen af deres Messias. Johannes forkyndte, at Riget var nær for hånden, og at folket måtte være i den rette hjertetilstand, hvis de skulle modtage den tilsigtede velsignelse derigennem. Johannes sagde:

”Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.” (Matt 3:11) 

Johannes Døber mente ikke, at det var selve vandet, der forandrer et menneske, men Guds hellige ånd. Han lærte ikke noget om barnedåb og frelse ved vanddåb, men derimod om frelse ved tro og lydighed mod Sønnen. Johannes sagde:

”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.” (Joh 3:36)

Den, der tror på Sønnen, har evigt liv – Johannes nævner ikke noget om vanddåb. Og læg så mærke til hvad han siger. Den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet. Da Johannes ikke nævner noget om, at den ulydige kan blive frelst ved sin dåb, så må vi drage den konklusion, at vanddåben ikke kan hjælpe den person, der er ulydig mod Sønnen.

Lad os prøve at se på nogle af de vigtigste skriftsteder, som benyttes som støtte for læren om frelse ved vanddåb. De fleste bruger Johannes 3:5 som argument for, at et menneske skal døbes for at kunne blive frelst. De mener og tror, at Jesus talte om vanddåb i sin tale til Nikodemus. Men det er en misforståelse, for Jesus talte slet ikke om vanddåb. Vi læser i Joh 3:5:

”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”

Når Jesus taler om at blive ”født af vand”, så mener han ”livets vand”, Sandhedens ord, som kan slukke sjælens evige tørst. Dette fremgår klart af hans ord i kapitel 4, hvor han taler til den samaritanske kvinde:

”Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand. Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv. Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand... Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: »Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.” (Joh 4:10-15, 40-42)

Jesu ord er det levende vand. Jesus er klippen, hvorfra Sandhedens ord udspringer, det levende vand. Den sande frelsens kilde udspringer fra Jesus, han er ”livets vand og livets brød” (Joh 6:35; 7:38). Den, der ikke bliver født af Sandhedens ord, kan ikke komme ind i Guds rige. Jesu ord i Johannes 3:5 har derfor intet med vanddåb at gøre.

Tilhængerne af læren om frelse ved vanddåb, bruger også Mark 16:15-18 som bevis for deres lære:

”Så sagde han til dem: Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”  

Af dette skriftsted fremgår det, at de, der tror og døbes, bliver frelst, mens de, der ikke tror, dømmes. De, der ikke tror, vil blive dømt, fordi de ikke ville tro. Men dette skriftsted må henvende sig til en bestemt tidsperiode, for ingen kan i dag påvise, at de kan drikke dødbringende gift uden at det skader dem. Skriftstedet er problematisk, for de fleste tekstkritikere er enige om, at de sidste 12 vers i Markusevangeliet ikke blev skrevet af Markus, og at disse vers ikke findes i de ældste håndskrifter. Kaster man et blik på fodnoten i vor danske bibeloversættelse fra 1992, læser man følgende: ”9-20: Denne slutning findes ikke i de ældste håndskrifter.” – Skriftstedet er altså en senere tilføjelse til Bibelen, og kan derfor ikke benyttes som bevis for noget som helst.

Jesu ord i Matthæus 28:19: ”Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, bliver også brugt som et bevis for frelse ved vanddåb. Også dette skriftsted er problematisk. Først synes det underligt, at disciplene ikke gjorde, hvad Jesus havde påbudt dem. Det fremgår nemlig klart af Apostlenes Gerninger, at man i den ældste menighed altid kun døbte i ”Jesu Kristi navn”:

”Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.” (ApG 2:38)

”For den var endnu ikke kommet over nogen af dem, de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn.” (ApG 8:16)

”Han befalede da, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Derefter bad de ham om at blive der nogle dage.” (ApG 10:48)

”Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn.” (ApG 19:5)

Man døbte altså ikke i ”Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. Hvorfor ikke det?

Eusebius, biskop af Kæsaræa, som døde omkring år 340, fik af kejser Konstantin i år 325 e.Kr. betroet den opgave at udarbejde halvtreds nye afskrifter af evangelierne til de store kirker, der blev bygget efter synoden i Nikæa i 325. Professor dr.theol. Hal Koch skriver i sin indledning til Eusebs kirkehistorie:

”... først de bibelsk – eksegetiske studier. Euseb havde samlet en stor mængde græske bibelhåndskrifter, og skolen i Cæsarea blev et midtpunkt for udfærdigelse af nye håndskrifter med en korrigeret tekst. Således leveredes der på kejserens opfordring ikke mindre end 50 pragthåndskrifter til de nye kirker i Konstantinopel.” (Eusebs Kirkehistorie. Oversat af Knud Bang. Udgivet af Selskabet til Historiske Kildeskrifters oversættelse. Indledning af Hal Koch. København 1940, side 12)

Her er den treleddede dåbsformel sandsynligvis blevet tilføjet, hvilket man kan skønne ud fra følgende: Euseb, som også var kirkens første store historiker, har efterladt sig talrige skrifter, hvori dette skriftsted, Matt 28:19-20, citeres i alt 18 gange, og altid i følgende form:

”Gå derfor hen og gør disciple af alle folkeslag i mit navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Læg mærke til, at der ikke tales om dåb i denne tekst! Dåbsordene og treenighedsordene ”baptizontes autous eis to onoma tou patros kai tou huios kai tou hagiou pneumatos” (idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn) er tilsyneladende efter år 325, da håndskrifterne blev korrigeret, sat ind i stedet for ordene ”en too onomati mou” (i mit navn). Det synes altså klart, at bibelhåndskrifterne før Nikæamødet ikke havde denne dåbsformel. 

I Det Ny Testamente leder vi forgæves efter skriftsteder, hvor Jesus befaler, at mennesker skal døbes for at kunne blive frelst, men vi finder en mangfoldighed af skriftsteder, som bevidner, at det er troen på Gud og Jesus, som frelser os. Men hvorfor praktiserede disciplene så vanddåb?

Vanddåben blev brugt som en symbolsk handling, i hvilken man tilkendegav, at man havde modtaget Jesus som Kristus (den Salvede). Peter skriver om vandet som et billede på den gode samvittigheds pagt med Gud, som man får ved Jesu Kristi opstandelse: 

”Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.” (1 Pet 3:20-21) 

Peter skriver, at vandet er et billede på pagten med Gud ved Jesu opstandelse. Selve vandet gør naturligvis i sig selv intet andet end at vaske kroppen. Den gode samvittighedspagt er, at ens indre menneske bliver vasket/renset for synd ved tro på Jesu Kristi genløsningsoffer. Vi læser også, at når man kommer til tro på Gud og Jesus, så skal man aflægge det gamle menneske, som hører til ens hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster – man må iføre sig det nye menneske, som er skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed, for at ens tro også skal være virksom i gerninger. (Ef 4:22-24. Jakob 2:17)

Vanddåben bliver brugt som symbolik – den troendes gamle legeme ”dør”, når han eller hun modtager Kristus: 

”Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.” (Rom 6:3-4)

Læg mærke til, at Paulus taler om, at de kristne på symbolsk vis deltager i Jesu død. Når man bliver døbt, så bliver man ikke bogstaveligt nedsænket i døden og begravet sammen med Jesus. Når man lader sig døbe i Jesu navn, så viser man ved denne symbolske handling, at man ønsker at aflægge det gamle menneske, at det skal ”dø”, så man derefter lever sit liv i troen på Gud og Jesus og hans retfærdighed, da man erkender, at man er et syndigt menneske, og ikke kan frelse sig selv. Det er denne tro på Gud og Jesus, som frelser et menneske. Det er ikke vanddåbens symbolske handling, som frelser et menneske, men det er menneskets tro: 

”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.” (Rom 10:9-10. Læs også Rom 3:20-31) 

Hvis dåben var absolut nødvendig for frelse, så er det da meget mærkeligt, at Jesus ikke sendte Paulus for at døbe!

”For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet...”     (1 Kor 1:17)

Hvis vandet havde nogen som helst frelsesvirkning, så ville Jesu gerning på korset ikke være løsesummen – genløsningsbetalingen - og alt, hvad der skal til, for at frelsen virker (1 Tim 2:5-6). Kun et sind, der tænker i lovgerninger (Gal 3:13), kan prædike, at vanddåb har nogen virkning ud over den symbolik og det vidnesbyrd, denne ellers gode og opbyggende ceremoni har. Ingen kan lægge til eller trække fra Jesu Kristi sonoffer på Golgata. Jesus bragte sig selv som offer, og det har han gjort én gang for alle. Jesus frembar sig selv som offer, som ét eneste eviggyldigt offer for synder, og derefter tog han sæde ved Guds højre hånd. For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet. (Hebr 7:27. 10:12,14) 

Husk på tyven, som hang på korset ved siden af Jesus. Han udviste en meget stor tro på et tidspunkt, hvor det så ud til, at der var meget lidt grund til at tro. Jesu ord til ham viser, at han blev accepteret, eller frelst - uden vanddåb. (Luk 23:39-43) Og husk på den prostituerede, som kom til Jesus? Hvad frelste hende, troen eller vanddåb? Vi læser i Luk 7:47-50:

”Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget… Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”

Jesus sagde til kvinden, at hun kunne gå bort med fred, og være sikker på, at hendes tro havde frelst hende. Hvis det var nødvendigt for hendes frelse, at hun blev vanddøbt, mon så ikke Jesus havde sagt til hende: ”Gå bort med fred, men husk du skal vanddøbes, for ellers virker frelsen ikke.” Selv døbte Jesus ingen. Hvor stor betydning mon han så tillagde vanddåben for menneskers frelse? (Joh 4:2) Eller hvad med den spedalske samaritaner?

”Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.”           (Luk 17:19)

Jesu ord til ham viser, at han blev accepteret, eller frelst - uden vanddåb.

En vil måske sige: ”Før vanddåben var det omskærelsen, der frelste en.” Men de personer, som påstår dette, glemmer, at Abraham allerede var retfærdiggjort, INDEN han blev omskåret, nemlig ved TRO. Slå det op i din bibel og se det selv! (1 Mos 15:6; 17:1, 10-14. Gal 3:6) Og hvad med kvinderne? De blev jo ikke omskåret! Og hvad med alle de gamle? - Blev Abel, Enok, Noa, Melkisedek m.fl. måske omskåret eller vanddøbt? Nej! Men hvad frelste dem så? Der står skrevet:

”Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre.”   (Hos 6:6)

Og ligeledes:

”Min retfærdige skal leve af tro, men viger han tilbage fra det, har min sjæl ikke behag i ham.” (Hebr 10:38. Hab 2:4)

Der står ikke skrevet, at den retfærdige skal leve ved omskærelse, vanddåb eller noget andet udvortes. I Hebræerbrevet, kapitel 11, står der om de gamle, at deres ”tro er bevidnet”, og det helt uden vanddåb. Vil de måske ikke blive frelst? Selvfølgelig vil de det, for vi læser jo klart og tydeligt i vers 40, at de skal nå målet sammen med os. Der er således intet udvortes, som kan frelse et menneske – det er KUN troen på Gud og hans søn, Jesus Kristus, og denne tro er i et menneskes hjerte! (Rom 10:9-10) Det er helt i overensstemmelse med Bibelen at døbe voksne mennesker, der er kommet til tro på Gud og hans søn, Jesus Kristus, og der er intet forkert i at praktisere denne handling. Dåben er en god og nyttig symbolik, men der er ikke frelse i den.