VORE DAGES ”TUNGETALE” – ER DEN FRA GUD?

”Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.” (1 Kor 13:8)

   I vor tid lægger de karismatiske kirkesekter stor vægt på ”tungetale” og hævder, at den er et sikkert bevis på, at de har modtaget Den Hellige Ånd og er Guds børn. I almindelighed er de tilbøjelige til at nedvurdere andre kristne, som ikke har haft lignende erfaringer, samt at skabe alvorlig tvivl hos disse om, hvorvidt de nogen sinde virkelig er blevet Guds børn. Nogle kristne gør ”tungetalen” til prøvesten for samfundsfællesskab, og andre går endda så vidt, at de påstår, at selve ens frelse afhænger af, om man kan tale i tunger. Den amerikanske Pinsekirkesekt og dens forskellige aflæggere, f.eks. Trosbevægelsens forskellige kirkesekter, lægger stor vægt på ”tungetale”, og de har i mange år haft stor fremgang i deres medlemsskare, og derfor er deres lærdomme om ”tungetale” blevet antaget af mange mennesker, sædvanligvis på præsternes og ledernes autoritet og stik imod Bibelens lærdomme. Af denne grund tror vi, at vore læsere vil høste gavn af en undersøgelse af dette spørgsmål om ”tungetale” i lyset af Bibelens lærdomme. 

Ordet ”tungetale” i vores danske bibel er oversat fra det græske ord glossa. Hvad betyder dette ord? Her er, hvad et par anerkendte bibelleksika siger: 

Strong’s Greek Dictionary of the New Testament, Hendrickson Publishers, s. 20:

”glossa, betyder en tunge (en bogstavelig tunge i et menneskets mund), eller et sprog.”   

Exegetical Dictionary of the New Testament, Horst Balz and Gerhard Schneider, vol.1. s. 251: 

”glossa bliver brugt 50 gange i NT skrifterne og betyder: (1) i bogstavelig betydning tunge som et organ i kroppen og specielt sprogets organ; (2) et hvilket som helst sprog og fig. et folk som taler deres eget sprog.”

I Det Nye Testamentes beretning indtraf det første tegn på den mirakuløse åbenbarelse at ”tale i tunger” i Jerusalem på pinsedagen ti dage efter Jesu himmelfart, da de ventende disciple blev døbt med Den Hellige Ånd. Det resulterede i, at jøder fra mange lande hørte forkyndelsen om Guds underfulde gerninger på deres eget sprog – vi læser i ApG 2:1-11:

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål (glossa), alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere,  jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål (glossa).”  - Her står, at disciplene begyndte at tale på ”andre tungemål”.

I Jerusalem blev der stor opstandelse – for alle mulige besøgende fra andre lande hørte pludselig disciplene tale til dem om Guds storværker på deres ”egne tungemål” (glossa). De ”tunger”, disciplene talte med, er i virkeligheden et ganske almindeligt fremmedsprog, og ikke det volapyk, som man taler i de karismatiske kirkesekter.                         

En supplerende dåb over menigheden med lignende tegn på mirakuløs åbenbarelse af tungetale fandt sted 3½ år senere i Kæsarea, da de første hedninger – Kornelius og dennes husstand – blev antaget i Kristi legeme. (ApG 10:44-47, 11:15) Og i ApG 19:1-7 læser vi om disciplene i Efesos, som talte i ”tunger”, da Paulus lagde hænderne på dem. Beviser nu disse tre tilfælde, at alle de kristne i det første århundrede talte i tunger, og at alle sande kristne i dag også må gøre det? Det er den slutning, som bl.a. Pinsekirkesekten og Trosbevægelsens sekter drager, men er det, hvad Bibelen fortæller? Lad os undersøge sagen og få klarhed over det. 

Det er meget interessant, at Paulus’ første brev til korintherne er det eneste andet sted i Bibelen, hvor tungetalen er nævnt. Og grunden til, at Paulus skriver til korinterne om tungetalen, er den, at de øjensynlig tillagde den alt for stor betydning, når menigheden kom sammen, hvorfor han måtte belære dem om, hvordan den skulle bruges i menigheden. Lad os nu – for at se om alle kristne skal kunne tale i tunger – se lidt nærmere på, hvad det er, Paulus skriver om denne evne i sit første brev til korintherne.

”v4 Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. v5 Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. v6 Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. v7 Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. v8 Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. v9 Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, v10 og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. v11 Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil... v27 I er Kristi legeme og hver især hans lemmer. v28 Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. v29 Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? v30 Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale? v31 Men stræb efter de største nådegaver! Og jeg vil også vise jer en langt bedre vej.” (1 Kor 12:4-11, 27-31)

Paulus forklarer, at der er forskel på nådegaver; og hvor stor betydning tillægger han så tungetalen? Paulus tillagde den ikke en overvældende betydning, eftersom han nævner den sidst i vers 28. Dernæst spørger han i vers 30: ”Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger?” Det er indlysende, at Paulus mener, at ikke alle kristne havde disse mirakuløse evner, ligesom ikke alle kristne var apostle og lærere. Det er også tydeligt, at Paulus ikke mente, at frelsen var afhængig af, at man havde én af de mirakuløse gaver, for eksempel tungetalen.

Nu vil nogle måske hævde, at der er forskel på at modtage tungetalen som en gave og at modtage den som et bevis på åndens udgydelse. Alle talte i tunger, da de modtog Ånden, vil nogle sige, men ikke alle fik senere evnen til at tale i tunger. Men hvor har man Bibelens støtte for en sådan antagelse? Der gives ingen bibelsk støtte! 

Lad mig illustrere det: Du vil lægge mærke til, at andre mirakuløse gaver blev skænket mennesker ved Åndens udgydelse, som da disciplene i Efesos ”talte i tunger og profeterede”. (ApG 19:6) Skelner Bibelen nu imellem at modtage profetiens gave ved Åndens udgydelse og senere hen at kunne profetere, således at forstå at alle modtog profetiens gave, da Den Hellige Ånd blev udgydt over dem, men kun nogle af dem senere hen kunne benytte den? Nej, Bibelen gør ikke en sådan forskel, lige så lidt som den viser, at alle kristne talte i tunger ved Åndens udgydelse, mens kun nogle kunne gøre det senere hen! Man kan simpelthen ikke komme uden om, at ikke alle kristne i det første århundrede talte i tunger.  

I det trettende kapitel af sit brev til korintherne går Paulus videre og viser, at tungetalen er af underordnet betydning i forhold til andre ting, især i forhold til kærlighedens ”ypperligere vej”. Selv de, som er blevet velsignet med tungetalens nådegave, ville kun være ”et rungende malm eller en klingende bjælde”, medmindre de viste kærlighed, forklarer han. (1 Kor 12:31; 13:1) For at understrege, at kærligheden sammenlignet med Åndens mirakuløse gaver er af større betydning og altid vil bestå, skrev han: ”Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.” (1 Kor 13:8) 

I betragtning af de ord Paulus her fremsætter, skulle ingen være i tvivl om, at Åndens mirakuløse gaver en dag ville forsvinde. Men hvornår ville de det? Nogle vil nu henvise til Paulus’ udtalelse om, at tungetalen er et tegn for de ikke-troende og hævde, at tungetalen derfor ikke skal ophøre, førend de ikke-troende er borte, det vil sige, ikke før end alle er blevet troende. (1 Kor 14:22) Men er det dét, Paulus vil have frem i sit trettende kapitel? Nej. I dette kapitel taler han slet ikke om tungetale i forhold til de ikke-troende, men han slår fast at Åndens gaver kun varer til en tid, hvorimod kærligheden vil vare ved. Og disse gavers midlertidighed knytter han sammen med den kristne menigheds barndom, og ikke med de ikke-troende.          

Efter at Paulus i vers 8 har erklæret, at profetiens, tungetalens og kundskabens mirakuløse gaver skal forsvinde, viser han, at de kendetegnede den kristne menigheds barndom, hvor sådanne gaver på en iøjnefaldende måde viste, at Guds gunst hvilede over de kristne. De mirakuløse gaver, der skænkedes menigheden i begyndelsen, havde et formål for øje, og gradvis men hurtigt hørte de op, da apostlene og de, der havde lært Kristus at kende af deres mund, sov ind i døden. Bibelen viser, at den Hellige Ånd blev givet ved apostlenes håndspålæggelse. Da derfor apostlene og de mænd, som de havde skænket de mirakuløse gaver, afgik ved døden, forsvandt også de overnaturlige evner, deriblandt tungetalen. (ApG 8:18) 

Tungetalen er ikke den største gave, men eftersom de åndelige gaver stadig eksisterede på Paulus tid, opfordrede han i det fjortende kapitel korintherne til at stræbe efter disse. Men hvilken af dem skulle de stræbe mest efter? Ikke efter at tale i tunger, men især efter at tale profetisk - En profet behøver ikke nødvendigvis være én, der forudsiger noget. Tværtimod. Det kan lige så gerne være én, der revser folket og holder dem på den gamle, rette vej og belærer dem ud fra Skriften om, hvad der er den rette vej – i Guds øjne. Med denne gave ville de kunne udrette mere for at opbygge andre, for Paulus forklarer: ”Den, der taler i tunger, opbygger sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger menigheden.” Så spørger han: ”Hvis jeg nu kommer og taler i tunger til jer, brødre, hvad gavn har I så af det?” Ja, hvordan skulle han kunne hjælpe andre, hvis de ikke forstod, hvad han sagde? Derfor siger han: ”... i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget, end tusindvis af ord i tunger.” (1 Kor 14:1-19) 

Korintherne trængte til at blive mindet om, hvilket formål tungetalen skulle tjene. Paulus skrev derfor: ”Derfor er tungetalen et tegn, ikke for de troende, men for de ikke-troende.” (1 Kor 14:22) Læg mærke til at Paulus ikke knytter nogen forbindelse mellem tungetalens ophør og de ikke-troende, men han forklarer, at tungetalen skulle tjene som et tegn for de ikke-troende, således som den gjorde det på pinsedagen, hvor folk blev tiltrukket af de kristnes forkyndelse, fordi de hørte Guds ord forklaret på deres eget sprog. Korintherne burde derfor erindre sig, at tungetalen ikke var til, for at de kristne kunne belære de troende inden for menigheden, men var givet, for at den kunne være ”et tegn” for de ikke-troende, der eventuelt overværede de troendes møder. (1 Kor 14:21-26)  

Lad os nu undersøge, hvad Paulus havde at sige angående brugen af tungetalen inden for menigheden:  

·         Tungetalen skal være til opbygning for menigheden:

”... én har tungetale... Alting skal være til opbyggelse.” (1 Kor 14:26)

·         To, højest tre, må tale i tunger, og én ad gangen:

”Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen...” (1 Kor 14:27)

·         Der skal være nogen, der kan tolke (oversætte) tungetalen:

”... der skal være én til at tolke det.” (1 Kor 14:27)

·         Er der ingen, der kan tolke tungetalen, skal den, der taler, tie stille:

”Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der taler i tunger, tie stille i menigheden.” (1 Kor 14:28)

·         Kvinder må ikke tale i tunger:

”... Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne.” (1 Kor 14:33-34)

·         Ingen (undtagen kvinder) må hindres i at tale i tunger:

”I må ikke hindre nogen i at tale i tunger.” (1 Kor 14:39)

·         Paulus formaninger var et bud fra Herren:

”Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt.” (1 Kor 14:37-38)

Denne udførlige vejledning til menigheden bidrog til, at tungetalen udfoldedes inden for ordnede rammer i menigheden. Den fik den plads, der tilkom den. Læg særligt mærke til, at Paulus kun tillod, at der blev talt i tunger hvis der var en til stede, som kunne oversætte tungetalen, ellers skulle den person, der talte i tunger, tie stille. Og Paulus skriver om sine anvisninger, at de er ”et bud fra Herren”, og hvis nogen ikke vil anerkende det, så bliver han ikke selv anerkendt. Hvis nogen derfor vil drage i tvivl, at Paulus blev ledet af Herren i dette spørgsmål, da bør han være konsekvent og forkaste alt, hvad apostelen har sagt. Når man i dag besøger en af de karismatiske kirkesekter, hvor der tales i tunger, så vil man næsten altid kunne konstatere, at Paulus’ forordninger og anvisninger om tungetalen ikke bliver overholdt, hverken af mænd eller kvinder. Kan man opnå Herrens anerkendelse, når man ikke retter sig efter hans bud? Døm selv!

Men vent lidt, vil nogle måske sige, du har glemt det vigtigste skriftsted om dette emne, nemlig Jesu egne ord i Markus 16:17-18, hvor det hedder:

”Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem.”

Se, det beviser jo, at alle kristne i dag skal kunne tale i tunger. Men gør det nu virkelig det? Hvis et menneske med fuldt overlæg tager på giftslanger eller drikker dødbringende gift, vil selv et medlem af Pinsekirkesekten anse dette menneske for at være fra forstanden eller syg i sindet. Men det er, hvad de anførte ord siger, at kristne skal gøre. Bibellærde er imidlertid enige om, at de sidste tolv vers i Markus’ bog dér, hvor det nævnes, at kristne skal tale i tunger og uden risiko tage på slanger og drikke gift, ikke er skrevet af Markus men er blevet føjet til af en anden. Tregelles, den kendte tekstkritiker fra det nittende århundrede, sagde:

”Eusebius, Gregor af Nyssa, Victor af Antiokia, Severus af Antiokia, Hieronymus samt andre forfattere, især de græske, bevidner at disse vers ikke blev skrevet af Sankt Markus, eller ikke er at finde i de bedste afskrifter.”

Og hvis man kaster et blik på fodnoten i den danske bibeloversættelse af 1992, læser man følgende på side 917:

”9-20: Denne slutning findes ikke i de ældste håndskrifter.” 

Men selv om disse ord virkelig hørte med til Markus’ inspirerede skrift (hvad alle vidnesbyrd benægter), er der intet i dem, som modsiger Bibelens øvrige udsagn om, at tungetalen ville forsvinde efter apostlenes død. Hvad så? Skal tungetalen kendetegne den sande menighed i dag? Apostel Paulus påpegede, at tungetalen ville høre op i den kristne menighed og fremhævede samtidig, at kærligheden skulle være sande kristnes varige kendemærke. Det samme gjorde Jesus, da han sagde: ”Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13:35. 1 Kor 13:8,13)

Tungetalen – et fremmedsprog  

I vore dage forklarer mange af de karismatiske kirkesekter tungetalen således, at det er en tale i et ”åndens sprog”. Men det er ikke, hvad Paulus skriver – han skriver, at tungetalen er en tale i fremmede sprog:

”I loven står der skrevet: Ved folk med fremmede sprog (heteroglossos) og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og selv da vil de ikke høre på mig, siger Herren. Derfor er tungetale (glossa) et tegn, ikke for de troende, men for de ikke-troende...” (1 Kor 14:21-22)

Tungetale er derfor ikke et uforståeligt mystisk ”åndens sprog”. Tungetale er et jordisk sprog – et kendt sprog, som tales af et folk i verden. Når man derfor i den første menighed talte i tunger, så talte man et fremmedsprog. Det græske ord glossa (eller bøjninger deraf) forekommer 50 gange i De kristne græske Skrifter, og det betyder altid en ”tunge” i munden, eller ”sprog”. I den græske oversættelse af De hebraiske Skrifter, den såkaldte Septuagint-oversættelse, bliver glossa også brugt til at gengive det hebraiske ord for et ”sprog” eller en ”tunge” – her er et par eksempler:

Græsk: ”outoi uioi xam en tais fulais auton kata glossas auton en tais corais auton kai en tois eqnesin auton.” (1 Mos 10:20, Septuagint)

Oversat til dansk: ”Det var Kams sønner, efter deres familie, efter deres sprog, i deres lande og i deres nationer.” (1 Mos 10:20)

Græsk: ”pneuma kuriou elalhsen en emoi kai o logos autou epi glossas mou.” (2 Sam 23:2, Septuagint)

Oversat til dansk: ”I mig taler Herrens ånd, hans ord er på min tunge.” (2 Sam 23:2)

De mirakuløse gaver 

Når vi taler om de mirakuløse ”gaver”, der blev skænket den tidlige menighed, må vi skelne meget skarpt mellem Den Hellige Ånd selv og disse mirakuløse ”gaver” eller åbenbarelser. Som Paulus forklarede (1 Kor 12:4): ”Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme” og (vers 5): ”Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme”. Således er der forskel på Guds hellige ånds virke i menigheden i dag; selv om ”gaver” af denne art, der her er nævnt, var almindelige i den tidlige menighed, kom den tid, hvor tungetalen (de fremmede sprog) skulle forstumme. Den mirakuløse gave at ”tale i tunger” og ”profetiske gaver” ville ophøre. Alle disse ”gaver” var nødvendige ved oprettelsen af menigheden ved begyndelsen på den nye tidsalder, da menigheden var i sin barndom, og Bibelen endnu ikke var blevet givet fuldt ud, og oversat til alverdens ”tunger” (sprog). Tungetalen blev imidlertid unødvendig, efter at menigheden var blevet oprettet, og de inspirerede skrifters kanon var blevet fuldstændiggjort – hvilke skrifter, som Paulus erklærer, er tilstrækkelige ”til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” (2 Tim 3:16-17) Altså må de kristne søge til Guds ord, for at blive fuldvoksne, ikke til tungetale.

Kun apostle kunne videregive gaver 

Vi ser i Bibelen, at åbenbarelser af Åndens ”gaver” kun kom over den tidlige menighed ved en eller flere af de tolv apostle, og ved apostel Paulus.  

Vi læser om Simon, magikeren:

”Men da Simon så, at Ånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, kom han med penge til dem og sagde: Giv også mig den magt, at den, jeg lægger hænderne på, får Helligånden.” (ApG 8:18-19)

Apostel Peter irettesatte Simon for at tilbyde penge for at opnå denne rent apostoliske magt (ApG 8:13-21). Den samme beretning gør det klart, at endog evangelisten Philip, skønt han var i stand til at udføre mirakler og tegn, ikke kunne videregive Åndens gaver, men var nødsaget til at sende bud efter apostle til at udføre dette for sine omvendte i Samaria. Ligeledes modtog disciplene i Efesus ikke de mirakuløse gaver, før apostelen Paulus havde lagt hænderne på dem. (ApG 19:1-6) 

Vi efterforsker forgæves Bibelen efter beretninger om, at andre end apostlene kunne videregive Åndens ”gaver”. Eftersom apostlene var de eneste menneskelige redskaber, gennem hvem Gud skænkede Åndens ”gaver”, følger det heraf, at disse ”gaver” ophørte med at eksistere, da den sidste discipel døde, til hvem en apostel havde videreført disse ”gaver. Apostel Johannes, den sidste apostel og skriveren af Bibelens sidste bog, døde lige før udgangen af det første århundrede. Af denne grund ophørte disse ”gaver” inden for et slægtled derefter. 

Alt dette er i nøje overensstemmelse med Paulus’ udsagn om, at mirakuløse ”gaver” ville forgå, ophøre, forsvinde. Det var nødvendigvis således, når alle de tolv apostle døde, og alle de, til hvem de havde overført disse Åndens ”gaver”, også døde. Tro, håb og kærlighed, som apostelen erklærede ville forblive, er ikke mirakuløst skænkede ”gaver”, men personligt udviklede produkter eller frugter, og bør værdsættes langt højere. Derfor skriver Paulus:

”Men stræb efter de største nådegaver! Og jeg vil også vise jer en langt bedre vej. Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab... men ikke har kærlighed, er jeg intet.” (1 Kor 12:31; 13:1-2. saml. Kol 3:14. 1 Pet 4:8).

Paulus påpeger tillige (1 Kor 14:22-23), at ”tungetale” blev givet som et tegn, for at de vantros opmærksomhed kunne blive draget til Guds menighed og dens forkyndelse. Ligesom profetisk tale ikke er for de ikke-troende, men for de troende. Og derfor påpeger han, at denne mirakuløse ”gave”, der blev meget højt værdsat og stræbt efter af nogle af korintherne, var en af de mindst åndelige – mindre anvendelig for udviklingen af den åndelige menighed og først og fremmest nyttig i forbindelse med de ikke-troende. De mirakuløse ”gaver”, som de første kristne fik ved apostlenes håndspålæggelse, forsvandt for stedse fra menigheden, efter at de tolv apostle, der alene ejede magten til at videregive disse ”gaver” samt de, de havde videregivet dem til, var døde.

Vor tids ”tungetale”

Nu kunne man spørge: Dersom den mirakuløse gave, ”tungetalen”, ophørte, efter at apostlene og de, de lagde hænderne på, var døde, således som Guds inspirerede ord gav udtryk for, det skulle ske, hvorfor er da vor tids ”tungetale” blevet karakteristisk i mange kirkesekter og anvendt af nogle som påstået bevis for dåben med Den Hellige Ånd? Og hvad er årsagen til, at mennesker under deres gudsdyrkelse falder ned af stole og begynder at råbe og skrige, eller falder om på gulvet og får krampeanfald med mere?

Vi tror, at de alvorlige kristne, der nu påstår, at de fra Gud gennem Hans Hellige Ånd modtager den mirakuløse kraft at tale i tunger, lider under et stort bedrag og er blevet ført på vildspor – at det, som de tror er tungetale, i virkeligheden enten er et resultat af overdreven letpåvirkelighed, der ofte optændes ved salmesang, eller at det er direkte inspireret af dæmonerne, der er hurtige til at drage fordel af et hvilket som helst middel, hvormed de kan fange os og drage os på afveje, bort fra at stole på ”profeternes tale” (2 Pet 1:19). Satan er mester i at efterligne de virkelige ting, han er mester i at bedrage, og kan han få de kristne til at tro, at tungetalen stadig eksisterer, og narre dem til at tale et mystisk sprog, som de ikke selv forstår, så kan han faktisk forbande Gud og Jesus, alt imens menigheden bifalder det.

Det skal også bemærkes, at symptomerne på, at et menneske er påvirket af dæmoniske kræfter, bl.a. kan være ”råb og høje skrig”, samt at det ”falder til jorden”: 

”Da Jesus var gået i land, kom der en mand fra byen hen imod ham; han var besat af dæmoner... Da han fik øje på Jesus, skreg han op, kastede sig ned.” (Luk 8:27-28) ”Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd.. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden...” (Mark 9:17-18) ”For mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig...” (ApG 8:7) 

Dette, at de kristne i nogle kirkesekter falder til jorden med krampeanfald og høje råb, kan måske skyldes religiøst hysteri eller manglende sindsligevægt, men der er også en stor risiko for, at det er fordi dæmonerne er på spil. Apostel Paulus sagde advarende, at ”Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel”, og at han ville bedrage mange ”med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag”. (2 Kor 11:14. Thess 2:9-10)

Den ægte tungetale i menigheden kræver selvfølgelig apostelens førnævnte punkter opfyldt, og de bliver normalt ikke opfyldt i kirkesekterne. Derfor skal vi være meget varsomme med at godtage den slags tungetale, der bliver praktiseret i vore dages kirkesekter.

Denne lære, at vi nu skulle bede om den mirakuløse Åndens ”gave” og komme under Åndens kraft og tale i tunger, osv., er afgjort ikke fra Gud, for det er i modstrid med hans ord om, at disse ”gaver”, der blev givet den tidlige menighed, skulle forgå, ophøre, forsvinde. De, der ønsker at eje disse mirakuløse gaver, bliver derfor lette ofre for dæmonernes lærdomme og forførelse, og virkningerne er ikke sjældent overraskende. I disse ”sidste tider” er nogle i sandhed ”faldet fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme”. (1 Tim 4:1) Vor fortrøstning bør ikke være til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, men derimod til Skriftens lærdomme! Lad os holde os til Guds ord, Bibelen.